Anders Ehlers Dam

Hvad der kan siges, skrives og males, men også hvem der har lov til at gøre det, er under hastig forandring. Er det i orden, at en kvindelig hvid maler lader sig inspirere af sort lidelseshistorie i sin kunst? At en mandlig forfatter, der selv stammer fra den hvide, heteronormative middelklasse, skriver indlevende om seksuelle eller etniske minoriteters undertrykkelse, når det ligger uden for hans egen erfaringshorisont? Og hvad gør vi med kunst- og litteraturhistoriens mange kompromitterede skikkelser? Kan vi stadig med god samvittighed udgive og læse forfattere som Louis-Ferdinand Céline, der var notorisk antisemit? Skal vi tillade udstillinger af Emil Noldes værker, efter at det er kommet frem, at han ikke skyede noget middel for at indynde sig hos nazisterne? Det er nogle af de spørgsmål, der granskes her. Bidragene er skrevet af forfattere og forskere fra en lang række forskellige humanistiske fag og institutioner. De behandler de vigtigste emner i de seneste års diskussioner om identitetspolitik, litteratur og kunsten udfordrede frihed.

An exceptional talent, master of Expressionist art, co-founder of Die Brücke group. Where Ernst Ludwig Kirchner’s work is concerned, superlatives are basic. It is all the more surprising, therefore, that there has been little critical appraisal of one of the most important chapters in the painter’s life and oeuvre. Besides his Expressionist acme, his imposing later-phase work deserves special attention and recognition. In exile in Davos, Kirchner again managed to produce an outstanding cycle of pictures, before committing suicide at the age of fifty-eight. Though continuing to use his inimitable style, he nevertheless invented something entirely new. Nature appears as an intoxicating space in intense colours, where the dignity of the human figure is negotiated in a dynamic aesthetic. The scholarly publication gives readers the complete picture in the context of another Expressionist living in a self-imposed exile during those years: Danish painter J. F. Willumsen (1863–1958). The juxtaposition of Kirchner and Willumsen poses a visually persuasive and entirely new perspective on an intense, colourful and vital vision of painting from the 1910s–1930s.

Kunsten skal intensivere livet. Det er grundtanken i den vitalistiske strømning, der prægede dansk litteratur og kultur omkring år 1900, og hvis dyrkelse af livets kraft og dynamik var udbredt i hele Europa. Denne bog viser, at intensiteten ikke kun opstår af lys og livslyst: Vitalistisk litteratur er også tæt forbundet med tidens dekadente dyrkelse af forfald og opløsning. Driften i det strømmende liv står i centrum for periodens største forfattere, fra digtere som Johannes V. Jensen, Thøger Larsen og Sophus Claussen til kritikere som Vilhelm Andersen og Georg Brandes. Bogen sætter i en række nylæsninger deres værker i spil med århundredskiftets billedkunst og musik, repræsenteret af J. F. Willumsen og Carl Nielsen. Den livsdyrkende kunst i Danmark sættes desuden ind i sin internationale idéhistoriske sammenhæng. Her er de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche i fokus.