Antonin Artaud

Ce livre aborde les obsessions de l'auteur: son questionnement face la maladie mentale ainsi que l'univers troubl des r ves. Son univers est marqu s par la douleur, la mutilation des corps, et l' tourdissement des esprits face aux immensit s tant ext rieures qu'int rieures...

« Non, Van Gogh n' tait pas fou, mais ses peintures taient des feux gr geois, des bombes atomiques , ainsi l'objectif de cet essai est de r habiliter Van Gogh. Van Gogh n' tait pas fou. Il tait victime d'une soci t normative et r pressive et de ses m decins qui l'ont pouss au suicide.

Antonin Artaud’s journey to Ireland in 1937 marked an extraordinary—and apocalyptic—turning point in his life and career. After publishing the manifesto The New Revelations of Being about the “catastrophic immediate-future,” Artaud abruptly left Paris for Ireland, remaining there for six weeks without money. Traveling first to the isolated island of Inishmore off Ireland’s western coast, then to Galway, and finally to Dublin, Artaud was eventually arrested as an undesirable alien, beaten by the police, and summarily deported back to France. On his return, he spent nine years in asylums, remaining there through the entire span of World War II. During his fateful journey, Artaud wrote letters to friends in Paris which included several “magic spells,” intended to curse his enemies and protect his friends from the city’s forthcoming incineration and the Antichrist’s appearance. (To André Breton, he wrote: “It’s the Unbelievable—yes, the Unbelievable—it’s the Unbelievable which is the truth.”) This book collects all of Artaud’s surviving correspondence from his time in Ireland, as well as photographs of the locations he traveled through. Featuring an afterword and notes by the book’s translator, Stephen Barber, this edition marks the seventieth anniversary of Artaud’s death.

Le Th tre et son double est une s rie d'essais crit par Antonin Artaud et publi e en 1938 dans laquelle il d veloppe le concept de th tre de la cruaut . Le livre consiste en une s rie de courts essais exalt s, la forme po tique tr s libre. Certains de ces essais sont tir s de conf rences, et m me de lettres, adress es, entre autres, Jean Paulhan, Andr Gide et Marc Bloch. Cet ouvrage est notamment connu pour avoir d crit le th tre comme une "R alit virtuelle".

A poet, philosopher, essayist, playwright, actor, and director, Antonin Artaud was a visionary writer and a major influence within and beyond the French avant-garde. A key text for understanding his thought and his appeal, 50 Drawings to Murder Magic is rooted in the nine years Artaud spent in mental asylums, struggling with schizophrenia and the demonic, persecutory visions it unleashed. Set down in a dozen exercise books written between 1946 and 1948, these pieces trace Artaud’s struggle to escape a personal hell that extends far beyond the walls of asylums and the dark magicians he believed ran them. The first eleven notebooks are filled with fragments of writing and extraordinary sketches: totemic figures, pierced bodies, and enigmatic machines, some revealing the marks of a trembling hand, others carefully built up from firm, forceful pencil strokes. The twelfth notebook, completed two months before Artaud’s death in 1948, changes course: it’s an extraordinary text on the loss of magic to the demonic—the piece that gives the book its title. “Artaud matters,” wrote John Simon in the Saturday Review years ago. Nearly seventy years after his death, that remains true—perhaps more than ever.

Fransmannen Antonin Artaud (1886 1948) hör till 1900-talets rasande konstnärer. Vare sig han slungade sig ut i sin grymhetens teater, förvred sin skönhet som skådespelare eller skrev sönderslitande texter, står han som ett monument över ett kompromisslöst poetiskt liv levt på vanvettets gräns. Artaud skrev den mytohistoriska boken om kejsaren Helio­gabalus ((203 222) på beställning 1934. Här förlorar han sig och uppfinner sig igen det historiska materialet och myterna. Då och då anpassar han sig till det histo­riska stoff han tillägnat sig, sedan kastar han det över ända igen. Artauds krönte anarkist, kejsaren Heliogabalus, ser tronen som sin scen och folket som sin publik. Hans Johanssons översättning av Heliogabalus är den första till svenska. I sitt efterord berättar han om författaren och verket.

Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Jeg er Antonin Artaud, og lad mig sige det, som jeg har lært at sige det, straks vil De se min foreliggende krop sprænge i stumper og stykker og under ti tusind notoriske aspekter samle sig en ny krop, hvor De aldrig mere vil kunne glemme mig. I 1966 introducerede Arena den franske forfatter Antonin Artaud på dansk. Med udgivelsen af Artauds sidste værk, det sagnomspundne radiostykke Den endegyldige afskaffelse af guds dom (1947) tager vi tråden op igen. Den endegyldige afskaffelse af guds dom blev skrevet på bestilling til opførelse i fransk radio og blev også indspillet i november 1947. Da radioens direktør hørte optagelserne, blev de ikke desto mindre straks taget af programmet under henvisning til deres obskønitet. Artaud døde året efter, og disse omstændigheder har bidraget til mytologiseringen af Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Den endegyldige afskaffelse af guds dom indtager en central plads i radiokunstens historie, men er også, hvis ikke først og fremmest, en tekst og et litterært værk, og det er ikke mindst som sådan, at det har haft sin store udbredelse, siden det udkom første gang i bogform en måned efter Artauds død i 1948 – og som sådan at Arena nu gør det tilgængeligt på dansk. Antonin Artauds forfatterskab vidner om en højspændt udveksling mellem liv og skrift og kredser om en eksistentiel ufrihed og en hertil svarende uomstødelig frihedstrang. For Artaud var endemålet, at skriften skulle revolutionere livet, kroppen og sproget. Således også i Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Opgøret var stærkt subjektivt funderet, voldsomt i sit udtryk og blev rettet mange steder hen. Fra frigørelsen fra kropsfunktioner – det er i Den endegyldige afskaffelse af guds dom, at Artaud former den idé om en ‘krop uden organer,’ som de franske filosoffer Félix Guattari og Gilles Deleuze siden har gjort til et af de mest berømte omdrejningspunkter i deres fælles værker – over frigørelsen fra sociale magtformer til en frigørelse af sproget selv. Frihedstrangen kommer selvfølgelig ikke mindst til udtryk i det revolutionære formsprog – med dets blanding af lyddigtning, provopolitik og rituel poesi – som også i dag forlener teksten med en poetisk aktualitet og næsten uforandret provokationskraft. Den endegyldige afskaffelse af guds dom er oversat af Kristian Husted og Kenn Mouritzen. Oversættelsen ledsages af et appendiks med en række af Artauds breve og manifestet “Grusomhedens teater” (1947). Desuden omfatter udgivelsen en introduktion forfattet af oversætterne og et efterord af radiojournalist Jan Høgh Stricker – der tilsammen indsætter stykket i en bredere radio-, litteratur- og kulturhistorisk kontekst. Om forfatteren Antonin Artaud (1896-1948) var fransk digter, dramatiker, skuespiller og teaterkritiker. Som skuespiller bl.a. med i den danske filminstruktør Carl Theodor Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc (1928). Sammen med den surrealistiske dramatiker og digter Roger Vitrac drev han mellem 1926 og 1928 det blandt tidens kunstnere legendariske og æstetisk indflydelsesrige teater Le Théâtre Alfred Jarry. Blandt hovedværkerne er: L’Ombilic des limbes (1925), Correspondance avec Jacques Rivière (1927), Le Pèse-Nerfs (1927) og Le Théâtre et son double (1938). På Arena udkom i 60’erne og 70’erne: (et udvalg af tekster i) Aktuel surrealisme. Poesi og prosa (1966), Det dobbelte teater (1967) og Antonin Artaud i udvalg og gendigtning ved Peter Laugesen (1973). Om oversætterne Kristian Husted (f. 1976) er dramatiker og teaterkritiker. Kenn Mouritzen (f. 1972) er komponist, lyddesigner og oversætter. Oversætterne iscenesatte i 2012 Den endegyldige afskaffelse af guds dom på Warehouse 9 i København.

First published in 1938, The Theatre and Its Double is a collection of essays detailing Antonin Artaud’s radical theories on drama and theatre, which he saw as being stifled by conservatism and lack of experimentation. Containing the famous manifestos of the ‘Theatre of Cruelty’, the collection analyses the underlying impulses of performance, provides some suggestions on a physical-training method for actors and actresses, and features a long appreciation of the expressive values of Eastern dance drama.

Antonin Artaud ( 1896 . 1948 ), den franske forfatter, teatermann og kulturkritiker, er i dag mest kjent for sitt hovedverk om teater : Le Thèâtre et son Double . Det dobbelte teater . en samling essays, forelesningsmanuskripter, manifester og brev, skrevet i perioden 1931 . 31, utgitt i bokform i 1938. For første gang foreligger dette verket i norsk oversettelse. Artaud var på mange måter en surrealistisk opprører som går voldsomt til angrep på Vestens rasjonalisme og fragmentariske kulturforståelse. Han kritiserer Vestens teater som etter hans mening er litterært og psykologisk . og fullstendig avsporet . og som han vil erstatte med et besettende . Grusomhetens teater . med vekt på fysiske uttrykksmidler og med et ganske spesielt repertoar. Artaud har vært en betydelig inspirasjonskilde for mange retninger innen det eksperimentelle alternative teater i etterkrigstiden. Oversettelse, kommentarer og etterord ved Kjell Helgheim . professor i teatervitenskap ved Universitetet i Oslo.

Translated by Clayton Eschleman A collection of writings ranging from cogent theoretical works to scatological glossolalia written during and after Artaud's incarceration in an aslum at Rodez creating one of the most powerful outpourings ever recorded.

All of Artaud's theatrical ideas collected in one volume Artaud's cherished dream was to found a new kind of theatre in France that would not be an artistic spectacle, but a communion between spectators and actors. This volume contains all of Artaud's key writings on theatre and cinema from 1921 to his death in 1948, together with a definitive commentary on the key texts of this 20th-century theatre visionary. Although his potent theories were never successfully realised during his own tortured lifetime, his revolutionary ideas have inspired the work of Genet, Arrabal, The Living Theatre, Grotowski, Brook and most experimental drama and performance work of the last decades. "Artaud was one of the most influential figures in European theatre , one of the great, daring mapmakers of the consciousness in extremis." (Susan Sontag) "For Artaud, the actor is the victim at the stake desperately signalling through the flames." Peter Brook

A collection of manifestos originally published in 1938, The Theater and Its Double is the fullest statement of the ideas of Antonin Artaud. We cannot go on prostituting the idea of the theater, the only value of which is in its excruciating, magical relation to reality and danger, he wrote. He fought vigorously against an encroaching conventionalism he found anathema to the very concept of theater. He sought to use theater to transcend writing, to break through the language in order to touch life. "

A revolutionary figure in the literary avant-garde of his time, Antonin Artaud (1896-1948) is now seen to be central to the development of post-modernism. His writings comprise verse, prose poems, film scenarios, a historical novel, plays, essays on film, theater, art, and literature, and many letters. Susan Sontag's selection conveys the genius of this singular writer.