Birger Steen Nielsen

Psykoanalysen er i den seneste tid kommet under heftige angreb fra mange sider. På trods af indre og ydre stridigheder er det klart, at en lang række psykoanalytiske teorier arbejder ud fra de samme grunderkendelser. Den dynamisk psykologiske synsmåde, som Freud overtog fra en række forskellige fagområder, kan ikke affærdiges som en enkelt mands tilfældige påfund. Den har et overmåde bredt fundament og en udbredelse og anvendelse, der rækker langt ud over psykoanalysen som sådan. Psykodynamisk leksikon giver et stabilt fundament for alle med interesse i psykoanalyse alle afskygninger.

Klimakrisen er en omfattende samfunds- og naturkrise, og hvis den skal løses, må den måde, vi producerer og lever på, ændres. I Vækstparadigmet ved vejs ende sættes der fokus på den store omstilling, der skal til for, at vi kan komme på rette spor igen. Vi er nødt til at gøre noget nu – og for at forstå, hvor vi er på vej hen, og hvad vi kan gøre for at ændre det, bliver vi nødt til også at forstå den krise, som vi netop står i. Sammenhængen til vores produktions- og livsmåde er blevet et tabu: Vedvarende øget vækst anses for at være forudsætningen for rigdom og fremskridt, mens mennesker og naturen betragtes som ressourcer, der kan og skal optimeres i det uendelige. Dette vækstparadigme dominerer verden og har ført til et fremskridt, der er blindt. Det kan vi ikke fortsætte med. Men den aktuelle teknokratiske omstilling sigter mod, at alting skal fortsætte, nu blot på grøn energi. Det er en illusion. Grundlaget for en virkelig omstilling vil være, at borgerne begynder at tage ansvar for de fælles anliggender. Vi skal omstille vores økonomi og livsmåde til noget, der ikke ødelægger naturen og eroderer det samfundsmæssige fællesskab, men hjælper det til at vokse. Det er unægteligt op ad bakke, men ikke umuligt – og det er klimabevægelsens opgave at bidrage til, at det sker. Birger Steen Nielsen (f. 1946), professor emeritus ved RUC, har arbejdet med fremtidsværksteder, aktionsforskning, lokalsamfundsudvikling og naturbeskyttelse, arbejdsliv og social læring. Han har tidligere bl.a. udgivet bøgerne Prekarisering – og akademisk arbejde (Frydenlund, 2018, m. Janne Gleerup, Peter Olsén og Niels Warring) og oversættelsen af Oskar Negts Demokrati og dannelse (Frydenlund, 2019, introduktion m. Karen Sonne Jakobsen).

Er prekariseringen kommet for at blive? Det ser denne bog på. Prekarisering handler om usikre og midlertidige ansættelsesformer, hvor de arbejdendes rettigheder, sikkerhed og arbejdsforhold nedbrydes. I dag har prekariseringen bidt sig fast og ser ud til at brede sig til hele samfundet. Den gør fremtidsudsigterne ustabile og uforudsigelige for de berørte – og i sidste ende for os alle sammen. Prekarisering – og akademisk arbejde fremlægger den hidtil mest omfattende analyse herhjemme af prekariseringens årsager, dynamikker og former. Hvad er det, der driver prekariseringen frem? Og hvor fører den os hen? Ud fra en lang række personlige historier undersøger bogen empirisk, hvordan prekarisering breder sig blandt akademikere, og hvordan man forsøger at leve med det vilkår. Den tegner et billede af usikkerhed og modgang, men også ukuelighed og vilje til forandring. Til slut rejser forfatterne en diskussion af, hvordan prekariseringen kan imødegås. Hvad kræver det af os som samfund og som mennesker at vende udviklingen? Alle fire forfattere er tilknyttet Center for Arbejdslivsforskning, Institut for Mennesker og Teknologi, RUC.

Pædagogisk arbejde består også af de 'små' ting som bleskift, oprydning og trøst – derfor skal dette også tænkes ind i den pædagogiske faglighed. Bogen her foreslår en ny forståelse af det pædagogiske institutionsarbejde som et samlet hele. Forfatterne undersøger bestræbelser på at skabe en helhedspædagogik i daginstitutionerne og derigennem tilføre børnelivet fundamentale sociale kvaliteter. De har fulgt hverdagen i to børneinstitutioner fra tidlig morgen til sen aften. Det handler om modtagelse af børnene, fælles aktiviteter, frokost, fri leg og også personalemøder. Bogens pointe er, at man ikke kan adskille de pædagogisk-faglige opgaver (som målrettede, planlagte aktiviteter med børnene) fra de måske mere banale og rutineprægede omsorgsopgaver. Det, man kan kalde den upåagtede faglighed. Dermed flyttes fokus over på det, som pædagogerne faktisk opnår sammen med børnene frem for det, de ikke har tid til eller formår at gøre. Forhåbentligt kan det være grobund for nye diskussioner om kvaliteterne i det pædagogiske arbejde, som indbefatter hele institutionens hverdag. Samt ikke mindst hvilken type daginstitutioner – og hvilken form for professionalisering – man ønsker.

Et ensidigt fokus på skoleforberedelse undergraver det almene dannelsesperspektiv for børnene og dag­institutionernes almene socialisationsopgave. Og det usynliggør store dele af det pædagogiske arbejde. Forståelsen af daginstitutionerne, daginstitutionsarbejdet og den pædagoggiske faglighed er i dag for upræcis og udifferentieret. Derfor har det været svært at formulere alternativer til den neoliberale ændring af institutionerne. I bogen foreslår forfatterne en ny forståelse af det pædagogiske institutionsarbejde, som det historisk er blevet udviklet i velfærdsstaten. Vigtige begreber, som kendetegner det pædagogiske arbejde, er: Etablering af sammenhæng, den upåagtede faglighed, det pædagogiske kollektiv som et ensemble, gestisk viden og arbejdets skabende karakter. Med udgangspunkt i denne nye forståelse kritiserer forfatterne den igangværende nedbrydning af daginstitutionerne. Men de diskuterer også en anden vej: Daginstitutionerne som fælles gode - som del af et velfærdsparadigme. Det gælder nemlig for daginstitutionerne - som for de øvrige velfærdsinstitutioner - at de ikke bare kan forsvares ud fra det, der har været. De må grundlæggende fornyes. Forfatterne er alle ansat på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet.