Cato Thau-Jensen

Cato Thau-Jensen har skrevet tre bøger om Toke. Kom nu Toke, spring! er den sidste, og er en del af serien Miniværk. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Kom nu Toke, spring! handler om gruppepres og om at stå ved at være sig selv. Med sanselighed og nænsomhed skriver Cato om drengen Toke, der oplever livet set gennem en 9-årig drengs øjne. Tina Burholt omsætter Catos ord til en tegneserieagtig-streg i blide farvenuancer, der forstærker Catos ord og fortællingens intensitet. Illustrationerne appellerer til børn, der drages af animation og tegneserier.

Cato Thau-Jensen har skrevet tre bøger om Toke. Toke får et egern er nummer to, og er en del af serien Miniværk, som er stor litteratur til de yngste i skolen. Bøgerne om Toke kan læses uafhængigt af hinanden. Med sanselighed og nænsomhed skriver Cato om drengen Toke, der oplever livet set gennem en 9-årig drengs øjne. Tina Burholt omsætter Catos ord til en tegneserieagtig-streg i blide farvenuancer, der forstærker Catos ord og fortællingens intensitet. Illustrationerne appellerer til børn, der drages af animation og tegneserier.

Cato Thau-Jensen har skrevet tre bøger om Toke. Toke tager med er den første, og er en del af serien Miniværk, som er stor litteratur til de yngste i skolen. Med sanselighed og nænsomhed skriver Cato om drengen Toke, der oplever livet set gennem en 9-årig drengs øjne. Tina Burholt omsætter Catos ord til en tegneserieagtig-streg i blide farvenuancer, der forstærker Catos ord og fortællingens intensitet. Illustrationerne appellerer til børn, der drages af animation og tegneserier.

En historie om et hus, om tingene i huset, om menneskerne i huset, om tiden, der gik og om krigen, der kom. Krigen var ikke som man skulle tro. Den havde ikke horn, og den havde ikke klør, den havde ikke skæl og ikke en hale, den havde ikke røde øjne. Den lignede ikke de drager som de havde hørt historier om. Krigen havde ikke noget ansigt. Den kunne hverken tale eller høre, den havde hverken arme eller ben. Det er svært at forklare. Krigen var der bare. Indtil den ikke var der mere.

Kanuld og Onk er venner. De lever i urtiden, hvor mennesker er noget nyt og spændende, som kaldes neandertalere. De har begge forældre, som er lidt anstrengende, men alligevel gode at have i baghånden, for om natten bliver det temmelig mørkt. Lampen er nemlig ikke opfundet, og det er lakridspiber, hoppeborge og sommerferie heller ikke. Nu er sneen fra den seneste istid ved at smelte, og Kanuld og Onk har opdaget, at de måske er lidt mere end bare venner, og det skal deres mødre, Mums og Sirut, selvfølgelig blande sig i. Bogen er fyldt med masser af flotte illustrationer.

Vidste du, at Gud ligner en filmstjerne? Det vidste Alvin ikke, før han flyttede ind i huset ved siden af. Han havde et ret lækkert jakkesæt på og smør i håret og en guldtand. Han kom kørende i en rød sportsvogn og dyttede en gang til Alvin der stod og gloede. "Hej, knægt," sagde Gud og blinkede. "Jeg er din nye nabo."

Det er en lille bog. Om det hele. Om at blive født, om at lære at binde sine snørebånd, om ikke at kunne tæve nogen. Der er osse rumraketter, vampyrer, rutsjebaner, skolelærere, en engel og en ven der hedder Nys.