Dorte Lilmose

Jeg har slået én ihjel. Næsten. Han hedder Omar. Jeg hakker hånden i sendgekanten. Nu gør det også ondt i fingeren. Jeg skubbede ham nedad trappen, da han glemte at høre efter. Han var fandme selv ude om det. Nu ligger han som en levende mumie. Her ligger jeg, fladt på ryggen på en institution. "Utilpasset ung" kalder de mig. Mor kalder de andre, der bor her, for uvorne unger. Vi bor på herrens mark for enden af en grusvej. Til højre er der noget sø, til venstre en skov. I skoven er det farligste dyr en flåt. De er så skide bange. Bange fo, hvad jeg kan finde på ... Visti bor på en institution. Men her har han ikke tænkt sig at blive ...

" Du kan ikke holde din kæft!" Han skubber på min pande, på mit bryst. Hans ånde stinker af sprut. Jeg går i den retning, han viser. Han skubber mig ud på trappen og smækker døren. Braget runger. Jeg ved ikke længere, hvad der er klogt. Kunne gå ned til underboen. Jeg lægger øret mod døren. Hvad sker der? Skrig, smadret glas og møbler, der vælter. Døre åbnes under mig. Jeg hører stemmer, der hvisker. Jeg råber ned til dem: "Ring efter polit ..." Trompet flår døren op. "Forstår du ikke, hvad jeg siger?" Omar har hørt om homo-haderne. Han troede ikke, de fandtes i hans by. Det gør de! Et møde, der ændrer alt for alle ... Lix: 15