Elisabeth Rynell

I "Annorlunda hos ekorrarna" har tretton svenska författare skrivit var sin text om Werner Aspenström (1918–1997) – en av den svenska 1900-talspoesins mest betydande och mest lästa diktare. Texterna är skrivna på beställning, tolv läsningar av dikt och prosa i Werner Aspenströms författarskap, till hans hundraårsjubileum. Den trettonde och sista skiljer ut sig. Hans Isakssons essä om Bengt Emil Johnsons poetiska samspråk med Werner Aspenström fanns som manuskript i hans efterlämnade papper och har här funnit sitt rätta sammanhang. De tolv bidragen är för det mesta skrivna av författare som varit tysta om Werner Aspenström, de tillhör inte hans gängse skara av uttolkare och kommentatorer. Ändå är det påtagligt hur personliga de skilda texterna är, på skilda sätt – de har gärna karaktär av brev. Men det handlar inte om någon sentimental intimitet. Tvärtom verkar det i Werner Aspenströms författarskap, eller i hans poetik, finnas något som uppfodrar till reflektion över egna skrivsätt, något som söker svar i den skrivandes poetik. I "Annorlunda hos ekorrarna", redigerad av Staffan Söderblom, medverkar Jonas Gren, Madeleine Gustafsson, Gunnar D. Hansson, Elise Ingvarsson, Hans Isaksson, Arne Johnsson, Ida Linde, Lotta Lotass, Eva Runefelt, Elisabeth Rynell, Lennart Sjögren, Jesper Svenbro och Peter Törnqvist.

Werner Aspenström (1918-1997) är fortfarande en av våra mest levande poeter, trots att han för länge sedan gått ur tiden. Under årens lopp har många författare låtit sig inspireras av hans strävt bejakande och lågmält ifrågasättande poesi, och stärkts av hans aldrig sviktande humanistiska livshållning. Werner Aspenströmsällskapet har sedan 2006 årligen delat ut det världsunika priset bestående av den röda molntröjan. Det är också ett rakt igenom jämställt pris. Lika många män som kvinnor har hittills fått en stickad tröja efter modell som Werner själv bar. Samtliga återfinns med egna skönlitterära verk i denna antologi. Werner Aspenströmsällskapets skrifter nr 9

Kvinnor har vandrat i Elisabeth Rynells romaner förut, ofta i förfluten tid. Men Moll lever i ett samtida, kanske framtida Sverige, där olönsamma, onödiga människor utlokaliseras från huvudstaden. Under busstransporten norrut lyckas hon fly ut i skogen, rakt ut i ingenstans. Landskapet tar emot henne, och hon finner en övergiven väg där hon börjar den vandring som kanske ska föra henne till något. De tidigare romanerna med vandringstema, som En berättelse om Loka, Hohaj, Till Mervas och Hitta Hem, har drag av saga och legend. I Moll är visionen av det utarmade samhälle vi är på väg emot, och delvis redan lever i, konkret och skrämmande realistisk. Än en gång har Elisabeth Rynell med sitt klangrena språk hittat en oavvislig form för sin civilisationskritik och för en gripande berättelse om sorg, öde och försoning.

Der kommer et brev fra et sted der kaldes Mervas. Den der får brevet er Marta, en kvinde som længe har levet ensom og isoleret. De få linjer er skrevet af Kosti, hendes ungdoms elskede, som hun ikke haft kontakt med i tyve år. Meddelelsen er som et råb tværs gennem årene, en stærk vind som ryster hende og vækker en frygtelig sorg over det der er gået tabt. Marta har gemt sig for sit liv, men brevet fra Kosti får hende til at begive sig ud på en rejse som går gennem barndom, moderskab og kærlighed og til sidst fører hende til Mervas." Mervas fandtes. Ja, det findes. Jeg fandt det i registret i et stort nordisk atlas på biblioteket. Mervas stod der pludselig, det gav nærmest et sæt i mig af forbløffelse. Der var det jo! Straks fik jeg en ejendommelig fornemmelse af at ingen før mig havde slået netop Mervas op i dette atlas, at navnet udelukkende stod der til mig, og at det ligesom havde ventet derinde i atlasset, ventet på at komme til at være som et tegn, som en hemmelig pagt mellem mig og Kosti. Oven i købet sådan at hvis jeg kom tilbage og slog Mervas op igen, ville det ikke stå der læn-gere fordi det havde løst sin opgave." I 2004 blev Elisabeth Rynell tildelt Svensk biblioteksforenings Aniarapris for "en digtning med kærligheden og naturen som centrale temaer og et sprog som har modet til at undersøge skæbnens smertepunkter hvor noget nyt trods alt kan tage sin begyndelse".

Elisabeth Rynell bevæger sig i romanen Hohaj på grænsen til det uud­si­ge­lige. Hun prøver at finde en vej langs halvt usynlige og tilgroede stier i såvel sit eget følelsesliv som i sproget, og den vældige natur i det norrlandske land­skab bliver en klang­bund for de uudgrundelige kræfter som styrer men­neskers liv. Romanen blev belønnet Aftonbladets litteraturpris og Sveriges Radios romanpris. Elisabeth Rynell, f. 1954, debuterede 21 år gammel med digtsamlingen Lysvit og har siden udgivet 10 bøger, fem digtsamlinger, en essaysamling, en fortælling og tre romaner. Hohaj, der udkom i 1997, blev hendes store gennembrud, både hos kritikerne og læserne. I Hohaj løber to historier parallelt, begge udspiller sig i udkantområdet Hohaj i Norr­­land i Sverige og handler om mennesker der er fanget eller har ladet sig fange i skæbnens net. Den ene historie handler om en navnløs kvinde der har mistet sin mand og forvilder sig til denne udørk på flugt fra en smerte hun ikke kan udholde. Langt ude i den kolde vildmark finder hun liget af en kvinde som er frosset ihjel for mange år siden. Den anden historie handler om Aron som har været på flugt lige siden han begik en forbrydelse i sit hjemland. I Hohaj finder han husrum hos et venligtsindet par der også skaffer ham arbejde som heste­­vog­ter om sommeren. I sit ensomme ar­bejde med hestene får han selskab idet en kvinde kommer smygende ud af skovens dyb. Hun taler ikke med ham, for hun er sky som et dyr, men hendes øjne følger hans bevægelser og han kan mærke hen­des tilstedeværelse på sin krop. Kvinden hedder Inna og bor i et hus i skoven med sin tyranniske fader, Knorten, der efter moderens død opfatter hende som sin ejendom. Langsomt lærer Inna og Aron hinanden at kende - først nølende, siden ømt og lidenskabeligt. Historien om Inna og Arons gribende kærlighed kommer kun frem fordi en navnløs fortæller halvtreds år senere dukker op i den forladte landsby hvor flygtningen Aron i sin tid slog sig ned, også hun på flugt fra en smerte som martrer hende. Ved at fortælle deres historie foretager forfatterens alter ego en vandring ind i sig selv, ind i det indre følelsesmæssige landskab, gennemlever sorgen og smerten, genop­lever kærligheden og det gode liv og finder dermed en forløsning. Uddrag af danske og svenske anmeldelser:"... under den lukkede og tilfrosne overflade syder og bobler det af livskamp, stemning og indestængte følelser. Sorgen, vreden og manglende evner for kærlighed er hovedtemaer i bogen. Rynells bog rager højt op over den flade eksistentielle udviklingsfortælling og kære skæbneromantik, som man finder i mange bøger for tiden. Hohaj er en bemærkelsesværdig bog, der på samme tid er opsigtsvækkende rå og dybt poetisk ... Rynells register er imponerende. Og Karsten Sand Iversens fremragende oversættelse understøtter det med finesse. Rynell beskriver ødemarken - både i landskabet og i sjælene - med stor skønhed og en insisterende sproglig og følelsesmæssig musikalitet." Signe Lindskov Hansen, Information"Hohaj er en smuk og kraftfuld roman, der trækker læseren gennem hele følelsesregistret og efterlader en sitrende og pirrende uro i alle nervetråde. Læs den, og mærk hjertet slå en lille smule hurtigere." Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad"Elisabeth Rynells meget smukke sprog lyser op i romanen om udmarkerne i Norrland." Katinka Bruhn, Weekendavisen "For alle, der med et saligt suk har ladet sig rive over stenede, men stormfulde højder, gennem Herbjørg Wassmos huse med blinde glasverandaer og rundt om hendes kraftfulde Dina fra Reinsnes, er der lidt af en kastevind i sigte. For svenske Elisabeth Rynells prisbelønnede gennembrudsroman om forblæste skæbner i den norrlandske ødemarksflække Hohaj har indstøbt samme virkningsfulde treenighed i sit fundament. (-) Det kræver næppe medlemskab af Dans