Jacob Mark

Signalfejl begynder, hvor Fartblind endte. Jacob Mark er vendt tilbage til Folketinget efter en syv måneder lang stress-sygemelding, og han kastes direkte ud i arbejdet. Inden længe udskrives der valg med alt, hvad det indebærer af debat, tv-optræden og valgkamp. Mark bliver - selvfølgelig – genvalgt. I medierne fremstiller han sig som en comeback-kid, der har fået styr på balancerne i tilværelsen, men i sit indre kæmper Jacob Mark med at holde stressen på afstand og angstsymptomerne væk. Privat har han sammen med sin kone, borgmester i Holbæk Kommune Christina K. Hansen, købt en bondegård, og her kommer lille Theodor til verden, mens en tanke fylder mere og mere som månederne går: ”Skulle jeg ikke være vendt tilbage?” Tanken ender i et opsigtsvækkende politisk exit. Jacob Mark træder ud af rampelyset og ind i en mere normal tilværelse, hvor der også er tid til familieliv, traktorkørsel og æbleplantage. Et tilvalg, men også med en erkendelse af, at stress ikke bare er noget, man kommer sig hurtigt over. Signalfejl er en meget personlig beretning, der handler om at forstå kroppens og hjernens signaler, når systemet har været nedbrudt, og om at rejse sig og finde ud af, at der er andre (eksistentielle) spor at gå ad end det, man troede var det eneste rigtige og sande.

Det ramte avisernes forsider med et brag, da SF’s 30-årige gruppeformand, Jacob Mark, fortalte, at han havde mistet det meste af sit syn som følge af stress. I bogen Fartblind tager Jacob Mark os med bag kulisserne på nogle vilde, kulørte og travle år med valgkampe, MeToo, shitstorme og politiske sejre og nederlag, der undervejs blev ledsaget af voldsom angst og stress. Hudløst ærligt fortæller han om sit livs største krise og kampen for at finde sig selv under sin syv måneder lange sygemelding. Fartblind er en dybt personlig fortælling om grænseløshed, fest og kærlighed og om at finde en ny vej, når kroppen siger fra, og livet kræver en genstart.

Selv om ”pissedårlig politik” ikke er et gængs uddannelsespolitisk begreb, så er det et vigtigt begreb, da det skærper bevidstheden om, hvad der skal til for at opnå den gode politik for landets uddannelser. Det har velmenende idealer om uddannelsespolitik ikke kunnet gøre. Pissedårlig politik er således en kommentar til den aktuelle debat om uddannelsespolitik. Forfatterne folder sig ud med humor og skarpe pointer i et frit og læsevenligt sprog, der samtidig tager læseren med rundt om de begreber, som danner klangbund for tidens drøftelser om uddannelsespolitik. Læs Pissedårlig politik, og få indblik i det politiske maskinrum.