Johannes Bellmann

Kunne man før nøjes med at læse pædagogisk-filosofiske tekster for at nærme sig pædagogikkens DNA, griber man i dag til uddannelsesforskningens analyser og data. Før orienterede man sig altså ud fra idéhistoriske tanker og refleksioner – i dag empirisk! Men modsætningen mellem pædagogik og uddannelsesforskning er forkert. Kant, Herbart, Grundtvig, Dewey og i dag Biesta, Prange og Benner var og er ikke uinteresseret i den empiriske forskning. Deres teorier har blik for, at empirien er en vigtig erkendelsesform, når det drejer sig om dannelsesprocesser og den pædagogiske praksis. De har forskellige syn på empiri, dannelse og forskning og ser også forskelligt på sammenhængene imellem dem. Men uden forståelse for det empiriske og den empiriske forskning er de ikke – tværtimod. Denne bog udreder således moderne betydningsfulde pædagogiske tænkere i lyset af den empiriske dannelsesforskning. På den måde når bogens bidrag også frem til, hvad de pædagogiske tænkere kan have af betydning for pædagogisk praksis i dag. Pædagogiske tænkere – bidrag til empirisk dannelsesforskning henvender sig til dem, der studerer folkeskolen for i fremtiden at gøre den bedre.

Deweys P dagogik und Philosophie erleben gegenw rtig eine Renaissance und dies nicht allein trotz, sondern auch wegen der anhaltenden Kontroversen um ihre Deutung. Die einen sehen in Dewey einen Reformp dagogen, f r den das Lernen immer auch eine sthetische, in sich selbst erf llende Erfahrung darstellt. Die anderen sehen in ihm eher einen kritischen Rationalisten, der die an den Naturwissenschaften ori-entierte experimentelle Methode des Probleml sens zum Modell jeglichen Lernens erhebt. Beide Lesarten stellen jedoch keinen Gegensatz dar. Deweys von Darwins Evolutionsbiologie und Hegels Organizismus gleicherma en inspirierte naturalistische P dagogik kann vielmehr als ein integratives Theorieprojekt verstanden werden, das traditionelle Gegens tze der Bil-dungs- und Erziehungsphilosophie berwinden sollte.