Lars Bukdahl

Hvis en poetisk juleleg føler sig hjemløs, så kan den altid søge til Hvedekorn, her er amrene altid åbne for formelt jalløj og spas og spex, og jo strengere legesygen jo bedre – se nu fx bare til Lasse Aaby Gammelgaards bidrag til Hvedekorn 4, 2025, som en tre tekster, der i bedste OULIPO-tradition med insisterende monovokalistisk virtuositet udelukkende benytter sig af vokalen E: “Hvem er jeg? Et menneske med lede ved det meste. En, der kender denne lede bedre end de fleste: Spleen, weltschmerz, hjernesmerte, hjertesmerte. Dét er blevet dette menneskes vej. Det vedkender jeg gerne. Smertens genese?/ Verden er et fremmed sted. Jeg er deserteret. Menneskeheden en feltenhed. Den rette vej. Geledderne. Nej, vel? ”Verden er en scene.” Der er altid stor og central glæde i Hvedekorn over debutanter som nu fx Christian Møller med hans små, aforistiske lynnedslag (Du prøver så hårdt/ at holde styr på ror og/ mast, men det sejler”), men deglæden er måske lige den graf støøre, når en digter er tilbage efter tidlig, kort tilsynekomst fulgt af langt, langt fravær, som nu sirligt drastiske Benedicte Skjalholt, der bland andet leverer denne forrygende ode til ordet “bare”: “bare kastanje fuck/ bare ligge til last/ bare ligne en most blomme/ bare ligne et lig/ bare kastanje ond/ bare ikke sige det som det er/ bare latter-lig/ bare håbefuld online/ bare kæmpe idiotsæson/ bare som som/ bare rose i fanden/ bare rosevand duft som/ bare kastanjen er latterlig/ bare håne lig/ bare æde som fordærvet indeni/ bare bare/ bare brøker/ bare være til besvær/ bare slå ud efter/ bare MIG/ bare helt ærligt og hvorfor det/ bare pænt ansigt/ bare luk” Hvortil kommer alt det og alle de andcre, heriblandt kære, trofaste Hvede-venner som Nynne Roberta Pedersen Pedersen, Sternberg, Morten Espersen og Hans Chr. Bøgholm. Og hey, cover og illustrationer er gennemlyst og gennemlysende blomstringer ved Erik Steffensen!

En stime, der vil rime, fra Salig Henning! Hvedekorn 1, 2025, et ganske almindeligt, fantastisk poetisk nummer, er pludselig blevet et mindenummer, et paradoksalt triumferende et, thi netop afdøde Henning Mortensen, som debuterede i bladet tilbage i 1966 og til det nye nummer, efter flere års skønlitterær tavshed, bidrager med en flot fræsende serie af såkaldte ivrige digte af mildest talt livsbekræftende karakter, og bare fx dette her, en“ Munter morgenopsang om duer”: “du bør skamme dig/ for hvordan kan du vågne så sur/ ja i timevis gnaven/ når din udsigt fra sengen/ er selve/ paradishaven/ med det overfede duepar/ der siger farvel til februar/ med erotisk kurren/ fra toppen af birken/ nej hils foråret uden knurren/ og lyt til de fjerne klokker fra kirken/ og glæd dig over/ at det ikke kræver en hel/ flad kursustime/ at svinge fødderne og resten af/ vedhænget ud af sengen/ og hen til bordet for at/ udsende en stime/ af ord/ som vil rime/ og med ynde/ gøre de fede duer/ lidt mere/ tynde” Og pludselig læses bidragets øvrige bidrag – inklusive Simon Starlings hypnotiske masker, der illustrerer bladet – som hyldester til Mester Mortensen, og det kan de kan og mnå de sagtens, fra Harald Voetmanns virtuose oversættelse af et gammel, anonymt engelsk smædeigt rettet mod larmende smede (“Sortsnaskede smede smurt ind i sod/ slig støj om natten har næppe nogen hørt./ Sikke bøvede brøl, hvilket balder af knald!) over Nikolaj Zeuthens klarøjet syrede digtfortællinger om eksploderende kontorlandskaber til debutanten Emma Hvidbak Gouleffs små, gøglet spruttende udbrud (“OG/ JAAAAA/ ET/ FRISKT/ BENZINPUST/ I/ NU/ LUSHER/ OP/ FOR/ HELE/ DET/ DÅRLIGE/ ORBIT”. På alle de måder, plus mange flere endnu, opfører poesien sig overlegent Henning Mortensensk, i det nye nummer af det blad, hvor også han sparkede sin spiren i gang.

1970’erne var lyrisk set pænt deprimerende undtagen på de bittesmå forlag – der med få undtagelser ikke er de samme som dem, der nu med stor, kvalitativ vægt florerer, men total parallelle – og i Hvedekorn. Hvis man nøjes med at læse Hvedekorn fra 1970 til 1979, ligner perioden den poetiske guldalder, som den i al hemmelighed så rent faktisk også var. To af de ivrigst og betydeligst bidragende 70’er-Hvede-digtere er Karsten Bjarnholt, født 1944 og debut så tidligt som 1965, før Borums tid, og Hans Chr. Bøgholm, født 1946, debut 1969, og begge har nye, usvækket originale digte med i nummer, 1, 2024. Bøgholm er en forrygende indædt forgrublet søjlehelgen af en digter, som født i fx Frankrig eller Tyskland for længst ville have status som levende legende, hør det knage overlegent: ” Vi har set,/ hvis vi vil indrømme det,/ at det langsomste vi ved,/ er os selv./ Hver og én af os,/ og også det,/ der i en eller anden forstand/ er ”det”,/ er ude af stand/ til at nå noget som helst,/ fordi vi indser,/ at det ikke var det,/ vi ville nå,/ at det var døden,/ og den/ som løber hastigt efter noget/ og indser,/ at det er døden,/ vil løbe endnu hurtigere,/ fordi han ikke ser,/ at det er langsommere og langsommere,/ og fordi målstregen/ ikke er hans.” Og så er der et tidsskrift i tidsskriftet! Gresshoppene har ingen konge nr. 39, redigeret af norske Jørn Sværen og med dirrende konceptuel poesi af ligeledes norske Arne Kleiva. Gresshoppene slår sig med hvert nummer ned i et nyt tidsskrift, og nu er det Hvedekorns tur til at lyse gult og knitrende. En ærefuld plage! Fremhæves blandt alt det nøjagtig lige poetisk fremhævelsesværdige kan også de seneste afsnit af Sternbergs lumsk henkastede, seneste meta-føljeton ”Det vilde er” (den forrige ti år gamle føljeton ”Det samvær vi har sammen” er nu omsider, i udvidet form, ude i bogform) og Manon Amalie Bøgeskov digteksplosion med, som et af tidens flyvende tegn, flere englelige medvirkende. Og selvfølgelig debuterer også flere debutanter, og fx Nelli Ann Eroglu med bl.a. dette digt om oplevelsen af at læse endnu en debutant, der mirakuløst er sig selv, i hvilket som helst årti: ”Grus, bakterier, jordfald, mosaik./ Og at altings lyd har samlet sig hos dig.” Plus Anna Stahns djævelsk yndefulde tegninger af digtere og kritikere!

Rosinante markerer Lars Bukdahl og Christian Vinds 10 års jubilæum som Hvedekorns-redaktører med denne antologi af 25 af de stærkeste poetiske bidrag til Hvedekorn fra de seneste 10 år. Pressen skriver: ››Lars Bukdahl gør status over ti år som poesiredaktør af tidsskriftet Hvedekorn ved at udråbe sine 25 følsomt famlende favoritdebutanter… Generationsantologier er en legendarisk og magtfuld måde at skrive litteraturhistorie på. ‹‹ – Weekendavisen ››Den nuværende redaktør er forfatter og kritiker Lars Bukdahl, og i anledning af hans 10-års jubilæum har Hvedekorn sendt ' Flasher min tranebærmund' på gaden, en generationsantologi over 25 unge og yngre digtere, der er debuteret i bladet mellem 2008 og 2018... Et katalog over ungdomsdigte, et indblik i forfatterskaber in spe…‹‹ – Politiken ››" Flasher min tranebærmund" er et godt argument mod dem, der tror, at dansk litteratur bare er en grå og ensartet masse - og et solidt bevis på, at Hvedekorn stadig er et væsentligt og vedkommende poesitidsskrift, der i den grad fortjener større opmærksomhed.‹‹ ***** – Kristelig Dagblad

Hvad betyder identitet i litteratur – og bliver kritikken af en humanistisk menneskeopfattelse ved med at være relevant – når virkeligheden uden for undervisningslokalet domineres af nyttetænkning, konkurrencemoral og autoritære magtformer? Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhed forsvarede sin doktorafhandling om efterkrigstidens litterære virkelighedstolkninger. Siden har angreb og modreaktioner givet striden om identitet frisk vind i sejlene, med anmeldelser og kommentarer i dagbladene, live-debat på Louisiana, folkemøder i landets regioner, breve og nye artikler. Mange af debattens forskellige stemmer samles i bogen, hvor digtere, litterater og undervisere i dansk undersøger zonen mellem jeg-fornægtelse, jeg-dyrkelse og jeg-dannelse.

Morosamt om heltemot Billy Bob Malone er elev ved NASA sin hemmelege Astronaut-skule i New York. Ein dag får elevane ein topphemmeleg beskjed frå president Crat om at nasjonen - ja, heile forbaska verda - er i fare. Det trengst ein frivillig. Kven melder seg frivillig til å redde menneska? Eller døy heltemodig i forsøket på det? Og kva vil president Crat på Mars? Mars er for taparar er ein del av Samlagets Leseland for eldre barn og ungdom. Bøkene er rikt illustrerte med inspirerande og tankevekkjande lesestoff. Dei kombinerer gode og engasjerande historier med lettlesen og innhaldsrik tekst. Frå dansk ved Ole Jan Borgund. Leseland for eldre barn og ungdom. Alder: fra 9 år