Line Leonhardt

“Det kan godt være, Sebastian bare er en lille skildpadde med korte ben, men han vil bestige verdens højeste bjerg alligevel! Han kæmper sig op ad det stejle bjerg, og bag hvert sving lurer skræmmende dyr. Sure yakokser, sultne sneleoparder og bidske, røde pandaer. Men hvorfor skal han egentlig bestige Mount Everest? Er det for sin egen skyld eller til ære for Bedstefar?” Line Leonhardt er uddannet på Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2014, og har allerede skrevet mange fantastiske børnebøger. Thomas Hjorthaab tegner børnebøger, og det er det bedste, han ved. Tidligere har Hjorthaab illustreret “Ulveungen Urds uhyggelige halloween” (Calibat, 2017) Bogen fik 6 hjerter i Politiken af anmelder, Steffen Larsen.

“Dø, dit lede talebansvin!” skreg far og skød efter de to mænd, der kom løbende langs stien imod os. De faldt begge to om, da skuddene ramte, og lå i spasmer, inden de andre nåede hen for at hjælpe dem. Blodet fossede ud. “Dø, din lede terrorist!” skreg far og tog ladegreb igen. Hans position var velvalgt oppe i træet. Han havde totalt overblik. Endnu en kriger faldt om, da far ramte ham. Et pletskud. “Skyd så mange som muligt, Johnny!” råbte far. Jeg tog ladegreb. Tre indåndinger og en langsom udånding. Johnny er 15 år og statist i alle livets forhold. Både i forhold til vennen Marcus, når han lytter til moderens evige tale om sin sygdom, eller når han agerer figurant for hjemmeværnet i skoven ud fra faderens manuskript. Og selvom Johnny får det fysisk dårligt af at spille død og såret, så fortsætter han. Men da livet presser sig på, og Johnny står med et gevær i Sverige til ‘Store Nordiske Terroristtræf’, er han fristet til at ændre i faderens manuskript

“Jeg var i patruljen bagerst, mens Jonas var en af dem, der gik først ind. Vi skød os igennem byerne og stak af, før vi blev opdaget. Inden skuddet kom talen. „Du er en belastning for vores samfund…“Herefter var der en pause. Vi skulle lige som politiet blot anholde folk. "Du er anholdt," råbte vi, og imens offeret lå stille, skød vi.

Han svarede ikke, men jeg kunne høre hans stemme. "Simon, må jeg komme ind?" Lars grinede. "Nej! sagde Simon. "Kun Medlemmer." "Hvordan kan jeg komme med i klubben?" sprurgte jeg. "Man skal slå et dyr ihjel," sagde Simon. Reglerne var enkle. Man skulle slå et dyr ihjel. Så var man optaget i klubben. Det var Simon, der havde fundet på det. Simon var min kloge storebror. Han havde grønt hår og gik i mærkeligt tøj. Han var sej. Og ond. LIX: 17