Louis Jensen

Martins far og mor slår Martins hund ihjel med gift. En Lysengel fortæller Martin, at hunden bliver levende igen, hvis han finder dens sjæl. Og at sjælen er nede i den store by. Martin koger hundens skelet rent, samler de mange knogler til et skelet, som han monterer på en plade med legohjul under. Han sætter elektriske pærer ind i kraniet som øjne og begiver sig af sted for at finde hundens sjæl. Det bliver en lang rejse, til fods langs jernbanen og på stop med en trucker. Undervejs møder Martin en ung pige, Lise. Og en gammel dame med en næsten selvlysende paryk, en rockerbande og en direktør. Og Jacob der bygger mekaniske engle. Og mange andre.

Ligesom de første Hundrede historier (1992) er også de nye et mærkeligt paradoks af rigoristisk struktur og fragmenteret fantasi. Formen dikteres af talfølgen, med en sort/hvid ill. for hver 10. historie, teksten står stramt som et lille billede i en bred hvid ramme. Og indenfor denne spændetrøje af en form boltrer sig et fascinerende, mentalt elastisk ordmaleri. Univers og figurtegning er eventyrets, her er både folkeeventyrets arketyper og en H. C. Andersen-agtig synsmåde, der kan levendegøre hvad som helst - en saks, en ost, en løsrevet finger. Men alting vrides og vinkles på nye måder, løsrevet fra enhver konventionel episk sammenhæng. At historierne er bragt sammen, skyldes blot, at de efter en fest har lagt sig til at sove i samme bog. Den store fortælling har måttet lade livet til fordel for det enkeltstående, øjenåbnende billede. Hvad der er meningen - udover måske netop det spørgsmål - ved jeg ikke, men selvom den muntre historie ryddede op efter festen og derfor ikke ses i bogen, så er hele udvalget præget af en hemmelighedsfuld humor, der overtaler til fordybelse. Udstyr og layout ligner første binds, og illustrator har igen elegant og originalt tunet ind på forfatterens bølgelængde. Målgruppe og anvendelse må pejles efter forgængerens. Lise Lotte Larsen© IBC