Med sine billeder af den lyse sommernat og tusmørkets vemod har det nordiske stemningsmaleri en nærmest ikonisk status i kunsthistorien. Det var dog ikke kun i Norden, man dyrkede den blå time med dens drømmeagtige syn af skumringstimen. Begyndelsen til genren stemningsmaleri skal findes allerede i 1880’ernes internationale kunstmiljø i Frankrig. Mange nordiske kunstnere rejste dengang til Paris, der med sit rige udstillingsliv var centrum for mødet med nye tendenser, og i kunstnerkolonier som Pont-Aven og Grez-sur-Loing dyrkede de det moderne friluftsmaleri i et gråtonet dagslys eller i døgnets sene timer. Her blev kunstnere som Christian Skredsvig, Kitty Kielland, Nils Kreuger, P. S. Krøyer og Viggo Pedersen i stigende grad påvirket af et kontemplativt, poetisk og drømmende univers. Kunsthistoriker Marianne Saabye undersøger forbindelserne mellem periodens naturalistiske strømninger og de nye tendenser i maleriet og kortlægger de nordiske kunstneres relationer i det franske kunstliv. Forfatteren kaster dermed nyt lys over det nordiske stemningsmaleris tidlige periode, der tegner sig som en selvstændig, fransk påvirket udvikling.
