Miguel De Unamuno

Al igual que la mayor parte de las novelas de Unamuno, y a diferencia de las novelas realistas al uso en la poca, Abel S nchez carece de indicaciones cronol gicas y geogr ficas concretas se sit a as en un "tiempo sin tiempo". Por otro lado, en esta novela Unamuno refleja una lucha interior del protagonista, acosado por sus miedos, por sus celos y por sus concepciones encontradas, su religiosidad sin dogmas y la eterna historia b blica que se repite, en los ca nes y abeles.

Abel S nchez es una novela escrita por Miguel de Unamuno en 1917. Aunque su estilo es m s realista que la de sus novelas, en ella pueden encontrarse los rasgos fundamentales de la narrativa unamuniana. La envidia es mil veces m s terrible que el hambre, porque es hambre espiritual. Inspir ndose en la historia de Ca n y Abel, Unamuno traza una novela de gran fuerza psicol gica en la que la Envidia se convierte en un personaje m s, capaz de trazar el destino de los protagonistas. M s all todav a de ello, Unamuno trata de penetrar en lo que se ha se alado como vicio hist rico de los espa oles, la envidia y el cinismo.

Al igual que la mayor parte de las novelas de Unamuno, y a diferencia de las novelas realistas al uso en la poca, Abel S nchez carece de indicaciones cronol gicas y geogr ficas concretas se sit a as en un "tiempo sin tiempo". Por otro lado, en esta novela Unamuno refleja una lucha interior del protagonista, acosado por sus miedos, por sus celos y por sus concepciones encontradas, su religiosidad sin dogmas y la eterna historia b blica que se repite, en los ca nes y abeles.

Miguel de Unamuno (1864-1936) er en af de første moderne forfattere i spansk litteratur. Han har lært af Cervantes og Søren Kierkegaard, som han oversatte til spansk, og inspi­reret Borges. Tåge, hans hoved­værk fra 1914, er en varm og burlesk roman, der blan­­der det tragiske og det ko­mis­ke. På et filosofisk plan handler romanen om forholdet mellem virkelighed og fiktion, om evigheden og skabelsens ufølsomme gud og menneskets for­tvivlede op­rør mod sin skæbne. Hovedpersonen Augusto Perez lever en såre kedsommelig tilværelse - som i en tåge - indtil han forelsker sig i en smuk ung kvinde, Eugenia, der sætter hans liv i brand. Med Tåge søgte Unamuno at forny romanformen ved at blande det tragiske og det komiske. Romanen er opbygget som en fortælling om hovedpersonen Augusto Perez´ sidste dage. Augusto er en forældreløs ung mand der lever alene med sine trofaste tjenestefolk. Han har afsluttet et juridisk studium, men lever en mærkelig formålsløs og kedsommelig til-værelse, som i en tåge. Indtil han møder en smuk ung kvinde, Eugenia, hvis sikre udstråling virker som en magnetisk dragende kraft på ham. Eugenia har det Augusto ikke har: en plan med sit liv og en veludviklet viljestyrke. Det lykkes i sidste ende at få hendes tilsagn om ægteskab, men det er en stakket frist, få dage før brylluppet stikker hun af med en sensuel dagdriver hun hele tiden har været tiltrukket af. Der er to andre kvinder i Augustos liv. Den renhjertede Rosario, der er under stand, men indstillet på at give Augusto alt og gøre ham til "mand" i erotisk forstand. Og Liduvina, den "gamle" tjenestepige, der sørger for de daglige fornødenheder, ikke mindst hans føde. Man kan sige at de tre kvinder med tydeligt forlæg i Platons psykologi taler til henholdsvis hoved, hjerte og mave, hvilket i "unamunisk" forstand gestalter ånd, følelse og krop, der er de tre fundamentale elementer i den religiøse personlighed som tørster efter Gud og evig eksistens. Men Augusto har ikke held med et eneste af sine projekter, hvoraf det allervigtigste måske igen er et af Kierkegaards imperativer, nemlig at tage et ansvar for sit liv, at gøre hvert øjeblik til valgets øjeblik. Handlingen ender med at Augusto på den mest pinagtige måde gøres til hanrej, endnu inden han er indtrådt i den hellige ægtestand. Dette afføder beslutningen om selvmord, men inden han kommer så langt, tager han en beslutning om at opsøge den kendte forfatter ved navn Miguel de Unamuno og spørge denne til råds i det vigtige anliggende. Forfatteren opfører sig under al kritik. Diktatorisk og uforstående, som en despotisk gud frakender han Augusto dennes ret til selvmord, det vil sige til endelig at tage en afgørende beslutning vedrørende sin tilværelse og meddeler ham i stedet sin beslutning, nemlig at tage livet af ham. Hvem der i sidste ende tager livet af Augusto bliver aldrig opklaret. Og måske eksisterer han alligevel på en måde, for i romanens treogtredivte og sidste kapitel "genopstår" afdøde Augusto i en drøm forfatteren har, om end med den pointe at han ikke kan genopstå, for man drømmer ikke to gange den samme drøm. Sidste ord får hunden Orfeus, der sørger oprigtigt over sin herres død og ellers leverer tankevækkende observationer over menneskets beskaffenhed som en absurd krydsning: det mest besynderlige dyr, for ikke at sige den rene hykler. Og som læser kan man få den nostalgiske tanke at det hele måske var gået helt anderledes hvis Orfeus langt tidligere havde opløftet sin røst - og Augusto vel og mærke havde lyttet efter. Romanen er med andre ord fuld af fortællemæssige spilopper, men den er på ingen måde en spøg- og skæmtroman, snarere kan man kalde beretningen om den ulykkelige Augusto Perez en munter og alvorlig fabel om virkelighed og fiktion. Romanen tematiserer dels i Kierkegaards ånd menneskets væren og villen sig selv, dels selve skriveprocessens kunstn

Hur gör man en roman? Och vad innebär det ens att ”göra en roman”? Under sina exilår i Frankrike på 1920-talet sammanställde den spanske författaren Miguel de Unamuno det avantgardistiska hybridverket Hur man gör en roman. Boken presenteras här i svensk översättning för första gången tillsammans med en initierad inledning och förklarande kommentarer.

Los ensayos m s destacados de Miguel de Unamuno reunidos en un mismo volumen. Unamuno no es nicamente uno de los personajes literarios m s destacados de nuestra literatura, sino que, adem s, tambi n se le considera un fil sofo crucial que se convirti en una destacada figura del pensamiento existencialista. El presente volumen re ne tres de las obras filos ficas m s importantes de Unamuno. En Vida de Don Quijote y Sancho (1905) ofrece una ex gesis en clave filos fica de la granobra de Miguel de Cervantes y que pondr a las bases de su pensamiento existencialista desarrollado en Del sentimiento tr gico de la vida (1912) y La agon a del cristianismo (1925). En estas dos obras, Unamuno reflexiona acerca del sentido de la vida, la moral y la religi n, la raz n y las pasiones, as como el pensamiento cient fico.