Natascha Wodin

Natascha Wodins prisbelönade Hon kom frånMariupol och Någonstans i detta dunkel bildartillsammans en diptyk över tvångsarbete ochflykt i 1900-talets krigshärjade Europa. Wodinskriver ”en familjehistoria som gestaltar ett heltsekel”. I den andra volymen möter vi fadern somväxte upp i extrem fattigdom i Ryssland. Hankom till Tyskland 1944 som tvångsarbetare ochlevde där till 1989, men lärde sig aldrig mer änett par fraser på det nya språket. Som barnvisste Natascha Wodin ingenting om den tyskaeller sin rysk-ukrainska historia. Boken blirockså ett porträtt av den unga prövandeFörbundsrepubliken. Hon kom från Mariupol tilldelades Preis derLeipziger Buchmesse.

Ukrainalaissyntyisen, saksaksi kirjoittavan Natascha Wodinin palkittu romaani kertoo tarinan Nastjasta, toisen maailmansodan aikana pienessä ukrainalaiskylässä syntyneestä naisesta. Nastja lähtee Neuvostoliiton hajoamista seuraavina kaaoksen ja puutteen aikoina Saksaan töihin voidakseen tukea Ukrainaan jäänyttä tytärtään ja tyttären hoitoonsa ottanutta entistä miestään. Hän asettautuu Berliiniin ja työskentelee siellä siivoojana – insinöörin koulutuksella. Viisumi on voimassa kolme kuukautta, eikä Nastja muista uusia sitä. Näin Nastjasta tulee laiton maahan- muuttaja, eikä hän myöskään pysty palaamaan kotimaahansa viisumin vanhentumisen takia. Nastjan elämää Saksassa vaikeuttaa jatkuva ilmitulemisen pelko ja maan byrokratian kiemurat. Hän solmii avioliiton, mutta tämä ei tuo ratkaisua hänen ongelmiinsa, pikemminkin hänestä tulee häikäilemättömän riiston kohde. Natascha Wodin syntyi 1945 Saksassa ukrainalaisperheeseen, jonka natsit kyyditsivät pakkotyöhön. Heitä ei päästetty sodan jälkeenkään takaisin Neuvostoliittoon heidän juutalaisuutensa takia. Kirjailija menetti äitinsä 11-vuotiaana tämän hukuttauduttua jokeen. Sittemmin hän etsi lehti-ilmoituksella siivoojaa, joksi hän valitsi Nastjan. He ystävystyivät, ja Wodin sai kuulla Nastjan traagisen tarinan alusta loppuun. Tämän kaipuu kotiin auttoi häntä ymmärtämään oman äitinsä ikävän ja tuskan. Wodinin tuotantoon kuuluu useita romaaneja. Yksi niistä on Sie kam aus Mariupol, kirjailijan oman äidin tarina, joka on Nastjan kyynelten tavoin palkittu Saksassa.

Natascha Wodins hyllade bok om modern som kom från Mariupol. Modern, Jewgenia Jakowlewna Iwaschtschenko, föds 1920 i Ukraina. Familjen bodde i Mariupol – en vacker kuststad med sommartemperaturer på uppåt 40 grader. Familjens liv slås i spillror under Stalin och 1944 sänds Jewgenia som tvångsarbetare till Tyskland. I romanen, som rör sig mellan fiktion och dokumentärt, och som belönades med årets pris på Leipziger Buchmesse år 2017, söker den tysk-ukrainska författaren Natascha Wodin efter sin mors och därmed sin egen historia. Tematiken är skakande aktuell. ”Detta sovjetiska och postsovjetiska fiasko, detta ryska öde som aldrig vill ta slut, att inte kunna vakna ur en kollektiv mardröm”. Ur boken

Året er 1992, da Nastja i desperation over sin håbløse økonomiske situation forlader sin stilling som ledende ingeniør i Kyiv og stiger på toget til Berlin. I den tyske hovedstad begynder Nastja at gøre rent hos romanens fortæller, som også netop er flyttet til Berlin. Der opstår et nært, men ikke uproblematisk venskab mellem de to midaldrende kvinder. Det russiske sprog er den største fællesnævner i forholdet, men relationen er også præget af stærke kulturelle forskelle. Rygtet om den pålidelige og dygtige rengøringshjælp spreder sig hurtigt, og Nastja tjener snart så meget, at hun hver måned kan sende penge retur til familie og venner i Ukraine. Nastjas tårer handler om kultursammenstød, om mødet mellem øst og vest. Men det er også en fortælling om venskab, om hjemløshed og om kærlighed og afsavn. Wodin tegner et meget rørende og personligt portræt af en kvinde, der aldrig giver op – en kvinde, som deler skæbne med tusindvis af andre emigranter verden over.” Natascha Wodin er ekspert i mennesker, som ikke ankommer nogen steder […] Et indfølende og på ingen måder sentimentalt portræt af en dybt rastløs kvinde.” Profil, 15. august 2021.” Så fantastisk, at man ikke kan andet end overgive sig til denne kvindeskæbne.” Ariane Heimbach, Brigitte, 13. oktober 2021.” Natascha Wodins roman Nastjas tårer er et poetisk og meget rørende portræt af en kvinde, som kæmper videre selv efter hun for længst har tabt.” Katja Eßbach, NDR Kultur , 18. August 2021

WINNER OF THE 2017 LEIPZIG BOOK FAIR PRIZE—When Natascha Wodin’s mother died, Natascha was only ten years old—too young to find out what her mother had experienced during World War II. All the little girl knew was that they were detritus, human debris left over from the war. Years later, Natascha set out on a quest to find out what happened to her mother during that time. Why had they lived in a camp for “displaced persons”? Where did her mother come from? What had she experienced? The one thing she knew is that her parents had to leave Mariupol in Ukraine for Germany as part of the Nazi forced labor program in 1943. Armed with this limited knowledge, Natascha resolved to piece together the puzzle of her family’s past. The result is a highly praised, beautiful piece of prose that has drawn comparisons to W. G. Sebald in its approach. Like Sebald, Natascha’s aim is to reclaim the stories of those who can no longer speak for themselves. The author is not only in search of her own family’s history, but she is also aware that she is charting unmarked territory: accounts of the plight of forced laborers and displaced persons are still a rarity within literature about World War II and its atrocities. Natascha’s personal homage to her mother’s life story is an important lyrical memorial for the thousands of Eastern Europeans who were forced to leave their homes and work in Germany during the war, and a moving reflection of the plight of displaced peoples throughout the ages. This is a darkly radiant account of one person’s fate, developing momentous emotive power—its subject serves as a proxy for the fate of millions.