Nikolaj Gogol

Ni v odnoj iz svoikh povestej N. V. Gogol ne byl tak schedrna radost i prazdnichnoe nastroenie, kak v povesti "Noch pe-red Rozhdestvom". Zdorovyj moroz, blistajuschij sneg, koljadki, putanitsa s poklonnikami Solokhi i kapriznaja krasavitsa Oksa-na. Dazhe unylyj ot nerazdelennoj ljubvi Vakula - i tot vklju-chaetsja v fantasticheskuju igru s chertom i na kurazhe poluchaettsarskie chereviki dlja vozljublennoj. Za odnu rozhdestvenskujunoch geroi etoj chudesnoj skazki povzrosleli i ostepenilis. A nechist... nechist otpravilas v ad! Dlja srednego shkolnogo vozrasta.

Sjuzhet romana-poemy "Mertvye dushi" N. V. Gogolju podskazal A. S. Pushkin. Razmerennuju zhizn gorodka NN narushaet priezd nekogo predpriimchivogo gospodina srednikh let Pavla Ivanovicha Chichikova. Puteshestvuja po provintsijam Rossii, on pokupaet mertvye dushi - krepostnykh krestjan, kotorykh net v zhivykh, no kotorye eschjo chisljatsja takovymi po dokumentam. A poka oni chisljatsja zhivymi, ikh mozhno zalozhit, chtoby poluchit dengi. Pered chitatelem razvorachivaetsja panorama zhizni rossijskoj glubinki, galereja jarkikh obrazov i kharakterov.

Poema "Mertvye dushi" esche pri zhizni avtora byla perevedena na mnozhestvo drugikh jazykov. Ona imela neverojatnyj uspekh. Nikomu do Gogolja i posle nego ne udavalos tak jarko i ostro opisat poroki i slabosti russkogo cheloveka, tak zhivo i pravdivo otrazit vazhnejshie dlja Rossii problemy. Proshlo 160 let, i poema zvuchit kak tolko chto napisannaja. Chichikovy, Korobochki, Nozdrevy, Pljushkiny, Sobakevichi - ikh stremlenija, chuvstva, postupki ne kazhutsja nam otgoloskami proshlogo. Sovremennoe i ostroe zvuchanie eti personazhi obretajut, kogda my smotrim vse novye i novye spektakli i filmy po etoj bessmertnoj poeme.

V nastojaschej knige publikujutsja dve povesti N. V. Gogolja ("Taras Bulba" i "Vij") iz tsikla "Mirgorod", kotoryj avtor zadumyval, kak izvestno, kak prodolzhenie "Vecherov na khutore bliz Dikanki", predpolagaja i dalshe znakomit chitatelej s zhiznju i bytom malorossijskikh krestjan, kazakov i melkikh pomeschikov. Ot veselykh i romanticheskikh parubkov i divchin, vdokhnovenno-poeticheskikh opisanij ukrainskoj prirody Gogol pereshel k izobrazheniju prozy zhizni. Podgotavlivaja material dlja povesti "Taras Bulba", pisatel po krupitsam sobiral istoricheskie fakty, vkljuchaja informatsiju iz lichnykh arkhivov i neobnarodovannykh istochnikov. Pri etom, vykladyvaja mozaiku istorii Ukrainy, klassik razbil sukhie fakty narodnym folklorom, iskusno smeshal istoricheskie fakty i khudozhestvennyj vymysel." Vij" - povest ob ispytanii dukhovnoj stojkosti pered litsom vrazhdebnykh, temnykh sil mira. Stoilo Khome usomnitsja v sebe, kak on zabyl vse svoi zakljatija i molitvy i pogib... Fantasticheskaja, no vesma pouchitelnaja istorija.

"Revizor" - odna iz luchshikh russkikh satiricheskikh komedij. Nikolaj Gogol "reshilsja sobrat v odnu kuchu vse durnoe v Rossii i za odnim razom posmejatsja nad vsem", obedinil realisticheskoe videnie i grotesk, zastaviv chitatelej i zritelej khokhotat nad legko uznavaemymi kharakterami i situatsijami. Komedija po-prezhnemu aktualna i ljubima mnogimi, ved zhadnost, glupost, neradivost i drugie poroki chelovecheskoj prirody ostalis neizmenny.

"Mirgorod" N. V. Gogolja po pravu schitaetsja shedevrom russkoj literatury. Voshedshie v ego sostav povesti "Taras Bulba", "Starosvetskie pomeschiki", "Vij", "Kak possorilsja Ivan Ivanovich s Ivanom Nikiforovichem" sostavljajut zolotoj fond otechestvennoj klassiki, chto podtverzhdajut mnogochislennye ekranizatsii i teatralnye postanovki. V knige predstavleny takzhe komedija "Revizor" - vershina tvorchestva Gogolja-dramaturga, pesy "Zhenitba", "Igroki", "Utro delovogo cheloveka", a takzhe "Avtorskaja ispoved" i "Razmyshlenija o Bozhestvennoj Liturgii".

I Zartidens Rusland skal godsejerne betale skat af alle deres livegne – selv de døde sjæle. Det kan ved første øjekast ligne en dårlig forretning, men er der alligevel penge at tjene på de døde? Da han ankommer til provinsbyen N, aflægger den charmerende hr. Tjitjikov straks visit hos alle byens spidser. Med sin indsmigrende facon får han snart adgang til alle områdets godsejere, som han duperer med sin dannede optræden og fremlægger et mærkværdigt, men fristende tilbud for: Han vil købe deres døde sjæle. Nikolaj Gogols satiriske fortælling om det absurde russiske bureaukrati udstiller adlens selvoptagethed og er anset som et af litteraturens absolutte mesterværker. Døde sjæle genudgives i den anmelderroste oversættelse af Jan Hansen og med nyt forord af Simon Pasternak.

"Taras Bulba" - odna iz povestej, vkhodjaschikh v tsikl "Mirgorod". V nej Nikolaj Vasilevich Gogol opisyvaet kazatskoe vosstanie, kotoroe proizoshlo v XVII veke i bylo podavleno polskimi vojskami. Zaporozhskie kazaki predstajut pered chitatelem kak besstrashnye samootverzhennye geroi, gotovye na vse radi svoego naroda i svobody svoej Rodiny. Dlja starshego shkolnogo vozrasta.

The Government Inspector by Gogol, in Russian language.

Egentlig er der slet ikke noget, der hedder Petersborg-fortællinger. I al fald var det ikke Gogols egen idé. Tre af fortællingerne udkom oprindeligt i bogen Arabesker (1835), som han selv kaldte for ”en forvirret blanding af alt mellem himmel og jord”. Den indeholdt diverse essays om historie og kunst – ja, og så ”Nevskij Prospekt”, ”Portrættet” og ”En afsindig mands optegnelser”.” Næsen” blev trykt i 1836 i Aleksandr Pusjkins tidsskrift Den Samtidige. Det skete, efter at den i første omgang var blevet afvist af Den Moskovitiske Iagttager, der betegnede den som ”nedrig og triviel”. Seks år senere vejrede ”Næsen” igen morgenluft. I 1842 blev den genudgivet i Den Samtidige, denne gang i en bearbejdet udgave. Blandt andet havde Gogol fjernet de mest åbenlyse hentydninger til, at episoden med næsen blot var en drøm. På russisk hedder fortællingen Nos, men til at begynde med var titlen Son, som netop betyder ”Drømmen”.” Kappen” (som til at begynde med hed ”Fortællingen om embedsmanden, der blev frarøvet sin kappe”) udkom som den sidste i 1842, selvom Gogol havde bagt på den i seks år. Fortællingen blev indlemmet i hans samlede værker, der udkom samme år – der var hans verdensberømte komedie Revisoren også med, men ikke Døde sjæle, der udkom særskilt, også i 1842. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at referere til historierne som ”Petersborg-fortællinger”, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse. Hvis russisk litteratur havde et Mount Rushmore, ville Nikolaj Gogol (1809-52) være mejslet i granit side om side med Aleksandr Pusjkin, Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Gogol var ukrainer ud af en lavadelig familie med eget landsted, men få midler. Han rejste til Petersborg 18 år gammel med en eksalteret drøm om at tjene staten som embedsmand. Men det var som forfatter, han fandt sit kald – godt hjulpet på vej af sit store idol, den senere nationaldigter Aleksandr Pusjkin. De mødte hinanden i 1831 og indledte et arbejdsvenskab, som Gogol værdsatte dybt. Samme år skrev de begge historie; Gogol med "Aftener på en gård nær Dikanka" og Pusjkin med "Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger", der lagde grundstenen til de store prosaværker i 1800-tallets russiske litteratur. Få år senere fulgte fortællingerne, der er blevet kendt som "Petersborg-fortællinger" (1835-42), mens komedien "Revisoren" fra 1836 placerede Gogol som en stor samfundssatiriker. Rollen som satiriker i opposition til tsarens Rusland passede på ingen måde Gogol, og i perioden frem til 1848 levede han store perioder i udlandet. Her skrev han blandt andet det meste af hovedværket "Døde sjæle" fra 1842. Gogol blev i de efterfølgende år ufrivilligt omdrejningspunkt for den russiske intelligentsias opposition til tsarens styre. Gogol kæmpede forgæves med anden del af "Døde sjæle", som han brændte det meste af manuskriptet til. Han døde desillusioneret og afkræftet af sygdom i 1852.