Poul Duedahl

Tænkepauser er bogserien, hvor topforskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden om centrale emner som frihed, netværk og tillid. Idéen er at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen. Hver bog er lækkert designet og udstråler den kæmpemæssige begejstring, som forskerne har for deres emne. Kombineret med lettilgængeligt sprog, en overskuelig længde og en ofte humoristisk tone gør det serien til en intet mindre end fremragende formidling af vigtig viden, som ellers ofte kun skrives af fagfolk for fagfolk.

Gullaschgrever og børsbaroner. Storsvindlere, spritsmuglere og stjernespioner. Mens dramaer udspillede sig på Første Verdenskrigs slagmarker, flød strømme af guld ind over grænserne til det neutrale Danmark. Med et blev Københavns gader fulde af initiativrige, hensynsløse og risikovillige spekulanter, som solgte fordærvet mad til tyskerne og spillede sig til svimlende formuer på Børsen. Fortjenesterne soldede de op på store strandvejsvillaer og smarte sportsvogne – og på kunstværker, juveler og pelsværk. De førte sig frem i nattelivet, indtog byens fineste restaurationer, lod sig barbere i champagneskum og klippede flere centimeter af kjolelængden og kønsmoralen. Den løsslupne og støjende livsstil bevægede en kendt borgerfrue til at skrive en guidebog om takt og tone og regeringen til at skabe en stat med en mere ligelig fordeling af goderne. Da krigen sluttede, brast den gyldne boble, og alligevel fortsatte den ekstravagante livsstil – og de nyrige satte gang i de brølende 1920’ere med fest, fart og frisind. Men til sidst slap pengebeholdningerne op, og de forsvandt igen som dug for solen. Nogle ved egen hånd, andre ind bag landets fængselsporte eller ud af riget på en enkeltbillet. Bogen går i fodsporene på krigsspekulationens centrale skikkelser. Opsøger deres tilholdssteder, optrevler deres netværk og afdækker deres lyssky affærer – og tager læseren med på rundtur i en by præget af morfinsprøjter, revolverdramaer og spillebuler. Poul Duedahl (f. 1973) er professor i historie ved Aalborg Universitet. Han står bag en lang række anmelderroste bøger som Forbrydelsens ansigt, Nattens gerninger, Ondskabens øjne, Gudhjemtid, Velkommen på bagsiden og Afvigernes ø.

Danmarkshistorier er en slags huskebøger. De fortæller om personer, steder og begivenheder, som forfatterne finder væsentlige, hvis man vil forstå det samfund, der blev resultatet. Resten ryger i glemmebogen. Historiske b-sider er opsamlingsstedet for alle de oplysninger, der glimrer ved deres fravær, og som hober sig op rundt om i bibliotekskældre og arkivmagasiner, som monumenter over historiens blindgyder, skrinlagte betragtningsmåder og fejlagtige beslutninger. Med andre ord: historiens b-sider. Tag med på en rejse tilbage til en eksotisk tid – 1800-tallet – og stift bekendtskab med den sidste hofnar på Augustenborg Slot, præstedatteren fra Fredericia som skiftede køn og blev fabriksdirektør og en sort plantageslave som gik i land på Skagens Gren årtier efter slavetransporternes ophør, og mød en københavnsk kraniesamler som løbende supplerede sin samling med forsyninger af friskt afhuggede menneskehoveder. Bogen fortæller om en tid hvor samfundsordenen byggede på kadaverdisciplin og samfundsfjender blev tortureret, brændemærket og halshugget. En tid hvor sindssygdom blev pryglet væk, mens forbrydere blev isolationsfængslet til de blev sindssyge for så at blive eksporteret til udlandet på en enkeltbillet. En tid med statsstøttet sørøveri og lakuner af lovløshed, som fik gode samfundsborgere til at tage sagen i egen hånd og livet af egnens fattige tyvebande, og en tid med individer som satte alle ressourcer ind på at skabe en evighedsmaskine eller udgive pamfletter med deres forunderlige verdenssyn. En tid hvor enkelte lod sig hverve af en kyssekult, mens andre solgte deres sjæl til djævelen eller tog del i en lang tradition for voldelige forfølgelser af religiøse mindretal. En tid hvor homoseksuelle blev idømt ”bål og brand”, kønssygdomme blev kureret med kviksølv og frygten for onaniens skadelige virkninger førte til at synderne tog livet af sig selv, og hvor folk sendte afdøde familiemedlemmer til fotografen og begravede syge dyr levende. Det er med andre ord en beretning om de menneskelige vildfarelsers historie, om eksperimenter som gik galt, kampe der blev tabt og ideer som ingen længere abonnerer på. Fortællinger, som kan være svære at få øje på, og som minder os om den gamle sandhed om, at det som regel er sejrherren, der skriver historien.

Historien er ikke slut. Ja, faktisk er den kun lige begyndt. For selv om fortiden for længst er passé, forandrer historien sig hele tiden. Vi genfortæller den nemlig hver dag, minder Poul Duedahl, fremsynet historiker ved Aalborg Universitet, os om. Lærere, politikere og forældre fortolker, fortier og forherliger, hvad der er sket, og hvad det betyder. Med faldefærdige ruiner, gulnede dokumenter og rustne sværd udstikker vi behændigt, hvor vi hører til, og hvem vi er – og sågar hvad fremtiden bringer. Resten ryger i glemmebogen. Og den kan være epokegørende at åbne.

Fængslets historie kan ikke skrives i ental; historien om fængslet og det fængslede menneske er ikke historien om én enkelt, ensartet institution, hvis rationale og nødvendighed har stået skrevet i sten siden menneskehedens begyndelse. Fængslets historie er snarere en myriade af historier, der tilsammen rummer det væld af måder, hvorpå indespærring, slavegørelse og afstraffelse af mennesker har fundet sted, er blevet praktiseret og retfærdiggjort af skiftende magthavere, samfund og politiske systemer. Denne udgivelse er en samling af nogle af de historier. Ved at udforske forskellige tiders idéer om fængslet kan vi nemlig nærme os vores egen tids syn på denne institution. Vi kan se den fra nye vinkler og vi kan genoverveje dets raison d’etre. For vores nedslag i fængslets historie viser, at retfærdighed – eller mangel på samme – kan tage mange former.

Den dansk-tyske landegrænse udgør en stiplet linje på omtrent 69 kilometer trukket tværs over landkortet mellem Vadehavet og Flensborg Fjord. Grænselinjen adskiller to forskellige territorier, lovgivninger og retssystemer – og to befolkningers forskellige syn på, hvad der er væsentligt og uvæsentligt. En grænse er nemlig også en mental barriere, og det har i tidens løb ført til blodige kampe om, hvor den skulle gå. Derfor er Danmarks og Tysklands historie tæt sammenflettet med grænselandets. GRÆNSELAND fortæller, ligesom tv-serien af samme navn, om grænselandet mellem Danmark og Tyskland fra tiden omkring 1840 og frem. Den tager læserne med på en rejse fra Hamborg til Kolding og fortæller om de skillelinjer, der har delt områdets indbyggere, og om de veje, der har bundet dem sammen. Om de uoverensstemmelser, som satte spørgsmålstegn ved grænsernes og vejenes placering, om de krigsuroligheder, som ændrede deres forløb, og om de konsekvenser, som begivenhederne fik for grænselandets befolkning. Lige indtil en folkeafstemning i 1920 lagde den nuværende grænselinje endeligt fast. POUL DUEDAHL er professor ved Historiestudiet på Aalborg Universitet og forfatter til bl.a. Forbrydelsens ansigt (2013), Ondskabens øjne (2016) og Velkommen på bagsiden (2018), der alle har været kåret som Årets Historiske Bog.

I november 1892 hævede skarpretter Theodor Sejstrup sin bredbladede økse over halsen på den 29-årige Jens Nielsen i fængselsgården på Horsens Straffeanstalt.” Hans henrettelse vil befri verden for et skrækindjagende uhyre” skrev The New York Times, for på trods af sin unge alder havde Jens Nielsen for længst gjort sig international berygtet som ondskaben par excellence. Han stod bag flere farlige indbrudstyverier, en brandkatastrofe i London af enorme dimensioner og nedbrændingen af fem gårde og et hus på Sjælland. Han havde siddet indespærret i flere lande og forsøgt at myrde tre fængselsbetjente i Horsens. Øksehugget blev skarpretterens sidste. Siden er ingen mennesker blevet henrettet i Danmark for forbrydelser begået i fredstid. Bogen belyser baggrunden for dette afgørende skel i retshistorien og går bag om en af Danmarks mest omtalte ogberygtede forbrydere. Den fortæller om hans vej ind på forbryderbanen, om bekendtskabet med stifteren af Nordisk Film, om årsagen til hans had til offentlige myndigheder og i det hele taget om, hvordan det gik til, at en begavet ung mand endte på skafottet som øksens sidste offer.

De Kellerske Anstalter var i mange år navnet på Danmarks største institution for udviklingshæmmede. Eller åndssvage som de blev kaldt. Institutionen kom til verden i 1865 i en baggård i det indre København, men fik hurtigt vokseværk, og inden århundredet var omme, var stenbroen byttet ud med et omfattende anstaltskompleks i Brejning mellem Vejle og Fredericia. De paladsagtige bygninger blev i årenes løb et hjem for mere end 13.000 patienter, og Danmark blev et foregangsland, når det gjaldt systematisk indsamling, overvågning og sterilisation af åndssvage. De Kellerske Anstalter var, med sine isolerede filialer på Livø og Sprogø, den institution som politikere og læger gerne holdt frem som forbillede for resten af Europa. Et bevis på hvor humant Danmark var. Men institutionen skabte ikke kun forbedrede forhold for nogle af landets svageste borgere. Den var også var udtryk for et samfundsmæssigt fravalg og med til at gøre et stadigt bredere spektrum af mennesker til afvigere. I sine velmagtsdage rummede anstalten mennesker, som man i dag ikke ville drømme om at institutionalisere, herunder en far til en dansk statsminister. Den slags kan der være gode grunde til at mindes. Men der kan også være gode grunde til at glæde sig over, at det nu er slut. I 1990 blev institutionen nedlagt. Det siges, at graden af et lands ”civiliserethed” kan måles på, hvordan det behandler sine afvigere. Hvis det er sandt, så er historien om De Kellerske Anstalter et stykke enestående danmarkshistorie.

Hvad er klokken? Danskerne tjekker i gennemsnit uret 18 gange i dognet, og der er da ogsa nok at holde oje med. Skoletider, spisetider og sengetider - og man skulle jo helst heller ikke komme for sent pa arbejde. ForudsAetningen for at indga aftaler er, at vi alle har den samme tidsforstaelse. I Danmark har vi fulgt det samme klokkeslAet siden den 1. januar 1894. Da gjorde man op med ideen om, at hver landsby havde sin egen lokale tid styret af solens gang over himlen, og universaltiden gjorde landet til en del af en verden med tidszoner. Lige siden har de samme timer, minutter og sekunder vAeret den afgorende malestok i en verden besat af tid. For uden tid, ingen danmarkshistorier.

Før Anden Verdenskrig var antropologien – læren om mennesket – en biologisk videnskab, og fysiske opmålinger og raceteorier udstak retningslinjerne for, hvad man kunne sige om menneskets oprindelse, inddeling og værdi. Ideen om, at nogle racer rummer bedre fysiske og mentale evner end andre, og har en naturgiven ret til at herske, smittede af på discipliner som historie og geografi. I Danmark fik den stor betydning for selvopfattelsen, forholdet til fremmede og adfærden over for afvigere. Først da omfanget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser og nazisternes overgreb mod jøderne blev almindelig kendt, opstod der en udbredt erkendelse af, at der var brug for politisk lederskab på verdensplan, som kunne sikre freden. Det førte i november 1945 til skabelsen af FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur – UNESCO – der fik til opgave at gennemføre et stykke mental ingeniørkunst og skabe oprigtig solidaritet mellem mennesker. Organisationen blev i de følgende år omdrejningspunkt for en kamp om menneskesynet. I den forbindelse markedsførte den begrebet etnicitet og ideen om, at mennesket er mere kulturvæsen end naturprodukt, og præsenterede begrebet racisme, der stigmatiserede politisk brug af racebegrebet. Bogen ser nærmere på organisationens forsøg på at overføre tankegangen til Danmark, og på, hvordan det gik til, at mellemfolkelig forståelse blev til officiel dansk uddannelsespolitik og med tiden skabte en vis konsensus om, hvad der opfattes som moralsk, videnskabeligt og politisk korrekt, nemlig at alle mennesker er grundlæggende ligeværdige.

I Forbrydelsens ansigt møder vi en række barske og ofte rørende og rystende menneskeskæbner, som på forbryderbilleder er fastholdt i en brøkdel af et sekund. Fotografierne stammer fra forbryderalbums fra perioden 1850-1920, da det danske politi begyndte at anvende tvangsfotografering af lovovertrædere. I bogen får vi bl.a. historien om gerningsmanden bag nedbrændingen af politikeren Balthazar Christensens gård, om den forhenværende justitsminister P. A. Albertis fængselsophold og om den senere statsminister Thorvald Staunings besøg hos en århusiansk prostitueret. Den fortæller om stifteren af Nordisk Film og hans kriminelle fortid, om digteren Johan Skjoldborgs ægteskab med et offentligt fruentimmer og om de sidste henrettelser med økse i Danmark. Den fortæller også om udvisningen af en dansk anarkistleder, om drabsforsøget på en dommer og om afsløringen af en tysk spion, der brugte usynligt blæk – foruden historierne om en lang række tiggere, alfonser, løsagtige kvinder og cykeltyve. Når man bladrer i de efterladte forbryderalbums, står man ansigt til ansigt med ægte skæbner, som ofte levede deres et liv i den kriminelle underverden, på kanten af normalsamfundet. Det er mennesker og miljøer, som vi normalt ikke stifter bekendtskab med – oven i købet i en periode, hvor det ellers var forbeholdt velhavere at lade sig fotografere.