Sofie Lene Bak

Olga Eggers (1875-1945) er en af mellemkrigs- og besættelsestidens mest kendte skikkelser – og hun personificerer på mange måder den psykologiske gåde om nazismens tiltrækningskraft. Bogen er den første biografi om Olga Eggers’ dramatiske skæbne fra elsket forfatterinde til en af landets mest forhadte nazister. Det private og det politiske i hendes liv er forbundet i talrige knuder, og fortællingen udfolder hendes dramatiske og farverige tilværelse. Og måske er Eggers’ liv knap så uforståeligt, hvis det faktisk forstås historisk, altså i forhold til den tid, hun levede i. Hun blev i 1934 medlem af Danmarks største naziparti, DNSAP, efter et livslangt engagement i Socialdemokratiet og kvindesagen. I 1938 meldte hun sig ind i det lille antisemitiske parti NSAP og fik en fremtrædende rolle i partiet som redaktør på det rabiate og vulgære ugeblad Kamptegnet fra 1940-1943. Olga Eggers dør i Vestre Fængsel i 1945. I dag ligger hendes gravsten henkastet op ad et træ på Vestre Kirkegård i København. Lige ved siden af tyske flygtningegrave. Det er eftermælet af en kvinde, der gik fra at være en populær forfatter til at være glødende nazist og antisemit. Er det godt, at hun blev glemt? Eller har hendes skæbne et budskab til os i dag? Fortællingen er baseret på et rigt og mangfoldigt originalt kildemateriale og inddrager samtidig afgørende ny forskning i nazisme og konspirationsteorier.

”Jødeparagraffen”. Det var politikerslang for den paragraf, der blev vedtaget af Folketinget i marts 1939. Paragraffen var nemlig tænkt som et værn mod den nazistiske antisemitisme, der føg op over den danske grænse. I årene forinden var en række aktivister blevet dømt for at have hånet den ”jødiske race” ved at kalde dem parasitter, rentehajer og pestbylder. Få troede på disse myter, men justitsministeren fandt dem farlige for demokratiet. Hans svar blev § 266 b, i daglig tale kaldt racismeparagraffen. Den gjorde racistiske ytringer strafbare – hvilket har været kontroversielt lige siden. For hvor meget kan man egentlig begrænse demokrati og ytringsfrihed i forsøget på at beskytte begge dele? Sofie Lene Bak, lektor i historie ved Københavns Universitet, ordner paragrafferne og gennemgår nogle af de dramatiske retssager.

Hvor i København kan man se tyske soldaters graffiti? Hvad skyldes det gabende hul i husrækken på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade på Nørrebro? Hvor kan man se spor efter katastrofen ved Den Franske Skole på Frederiksberg? Hvor holdt de berygtede dansk-tyske terrorkorps til? Hvad er der egentlig tilbage af værnemagtens mange militære anlæg? Findes der spor efter aktionen mod jøderne i oktober 1943? Og af de mange industrisabotager? Svarene findes i denne bog. Turen går til besættelsestidens København søger de fysiske spor efter den tyske besættelse i hovedstaden og jødernes redning i 1943. TUREN GÅR TIL har eksisteret siden 1952 og er blandt verdens hyppigst opdaterede rejsebogs serier. Serien dækker hele verden fra Nordatlanten til Australien. Bøgerne skrives på dansk af forfattere og journalister med et særligt indgående kendskab til de enkelte destinationer. Med nøje udvalgte attraktioner viser vi vej til de største oplevelser.

In October 1943 Hitler ordered the mass arrest of Jews in Denmark. Thousands of Danish Jews fled to Sweden, hundreds were deported to concentration camps. Based on more than one hundred interviews and new empirical material the book tells the story of what happened after October 1943: For the first time the long-term consequences of escape, exile and deportation are portrayed. The wartime experiences of the Danish Jews did not end with the German capitulation in 1945, but have continued to leave deep impressions which have persisted to the present day. The title of the book, Nothing to speak of, refers to an often repeated phrase in testimonies from Danish Jews. By the end of the war six million European Jews had been killed during the Holocaust. Most Danish Jews had survived. What they had experienced during escape, exile and in concentration camps was to them - by comparison - nothing to speak of'. Now for the first time the witnesses break their silence and speak openly about the consequences of the war. There certainly is something to speak of.