Thomas Wiben Jensen

Hvad der kan siges, skrives og males, men også hvem der har lov til at gøre det, er under hastig forandring. Er det i orden, at en kvindelig hvid maler lader sig inspirere af sort lidelseshistorie i sin kunst? At en mandlig forfatter, der selv stammer fra den hvide, heteronormative middelklasse, skriver indlevende om seksuelle eller etniske minoriteters undertrykkelse, når det ligger uden for hans egen erfaringshorisont? Og hvad gør vi med kunst- og litteraturhistoriens mange kompromitterede skikkelser? Kan vi stadig med god samvittighed udgive og læse forfattere som Louis-Ferdinand Céline, der var notorisk antisemit? Skal vi tillade udstillinger af Emil Noldes værker, efter at det er kommet frem, at han ikke skyede noget middel for at indynde sig hos nazisterne? Det er nogle af de spørgsmål, der granskes her. Bidragene er skrevet af forfattere og forskere fra en lang række forskellige humanistiske fag og institutioner. De behandler de vigtigste emner i de seneste års diskussioner om identitetspolitik, litteratur og kunsten udfordrede frihed.

To modsatrettede paradigmer er for tiden toneangivende på humaniora. Det første – kognitivisme – tager udgangspunkt i mennesket som et biologisk væsen, mens det andet – konstruktivisme – ser mennesket som først og fremmest socialt og historisk konstrueret. Disse to tilgange mødes og brydes i dagens humaniora, og resultatet er en videreudvikling af både det humanistiske område og de to paradigmer. Bogen beskriver baggrunden for denne udvikling og viser, hvordan diskussionen aktualiseres inden for fagområderne sprog, litteratur, kunst og æstetik samt film og medier. Bogen er oplagt til brug i undervisning i videnskabsteori, samtidig med at dens tværfaglige spændvidde gør den anvendelig til kurser i analyse og metode på mange forskellige humanistiske fag – og endelig henvender den sig til alle med nysgerrighed efter at få et indblik i de nyeste tendenser på humaniora og sammenhængen mellem denne udvikling og den offentlige debat.