Filosofiens og videnskabens frihed har altid været truet af både religiøse og politiske agendaer. Og dette er netop emnet i Schopenhauers berømte kampskrift Imod Universitetsfilosofien fra 1851, hvori datidens herskende filosofi, hegelianismen, udsættes for en sønderlemmende kritik. Schopenhauer skelner mellem ægte og falsk filosofi og udstiller med morsom og bidende sarkasme, hvordan den klassiske filosofiske tradition fra Platon og Kant på tragisk vis er blevet afløst af ”det absolutte vrøvls filosofi” og af ”en nydelig generation uden ånd, uden kærlighed til sandheden, uden redelighed, uden smag, uden evne til at kunne svinge sig op til noget som helst ædelt eller til et eller andet, der rækker ud over de blot materielle interesser, hvorunder de politiske interesser også hører”. Schopenhauer tager nok udgangspunkt i sin samtid, men hans kritik er tidløs og almengyldig.
