Madame Nielsen

Vinteren 1993. En ung europæer lander i New York og opsøger det legendariske performanceteater The Wooster Group i Soho for at indtage scenen og blive den ny Willem Dafoe. Hans fortid er sløret, men sammen med sit rockband har han få år inden tilsyneladende medvirket til Sovjetunionens sammenbrud. Nu er han pludselig her, har ingen penge og intet sted at bo. Alt, hvad han har, er en liste med telefonnumre og adresser, nogen har givet ham. Han ringer på et tilfældigt sted og bliver lukket ind i et velourbeklædt parallelunivers af et sært blonderet væsen i silkepyjamas. Fra det øjeblik spaltes romanen og verden i to: mareridt og vision, kunst og liv, regler og kaos, sex og død. The Monster af Madame Nielsen er en New York-gyser, en vision om det, der skal komme.

Lotta Olsson, Dagens Nyheter: "När Gud var pojke" är en variant av den kristna skapelseberättelsen, men den är så mycket mer: den är en bild av människans skaparförmåga och av barnets allsmäktiga världsbild med sig själv i centrum. Madam Karrebæk, som även i vanliga fall är en av de bästa bilderbokskonstnärerna, överträffar sig själv i bilder som närmar sig medeltida groteskerier. Det är så lätt att bländas av hennes förunderliga konst så att man inte ser texten, men det vore synd: Sankt Nielsen skriver vidunderlig poesi, meningar nedskalade till effektivast möjliga uttryck. (...) "Når Gud var pojke" svingar sig högre än alla andra skapelseberättelser. Den är ett konstverk som stannar kvar länge efter läsningen, och en halsbrytande spretig bild av den galna, underbara och oroliga värld som människan påverkar på så många sätt. Även om Gud har hunnit tröttna på den och smugit sin väg enligt Sankt Nielsen och Madam Karrebæk." Nominerad till Nordiska rådets barn- och ungdomslitteraturpris 2016.

En roman om kærlighed og vanvid: Som en anden ung Werther kaster fortælleren sin kærlighed på en fortryllende ung balletdanserinde, der synes at være af en helt anden verden. Gennem forelskelsens rus kommer hendes livshistorie langsomt til syne: opvæksten som et af diktator Ceausescus særligt udvalgte balletbørn ved den rumænske statsballet og flugten, nærmest ved et uheld, fra det rumænske diktaturs jerngreb. Hun lander i de københavnske gader, og i sit forsøg på at finde fodfæste, finder hun i stedet vores fortæller. Og så tager kærligheden sin begyndelse, der ender i vanvid.

Madame Nielsens "Det høyeste vesen" er en kjærlighetsroman om forelskelse og vanvidd. Som en annen ung Werther kaster fortelleren sin vanvittige kjærlighet på en fortryllende ung ballettdanserinne, som synes å være av en helt annen verden. Gjennom forelskelsens rus kommer livshistorien hennes langsomt til syne: oppveksten som et av diktator Ceausescus særlig utvalgte ballettbarn ved den rumenske statsballett og flukten, nærmest ved et uhell, ja, faktisk bare ved et tilfeldig vink med hånden og et enkelt ord "aeroporte", fra det rumenske diktaturs jerngrep. Hun lander i de københavnske gater, og i sitt forsøk på å finne fotfeste, finner hun i stedet vår forteller. Madame Nielsen trekker porøse, gjennomsiktige tråder mellom diktaturets tanketyranni og den eviggyldige forelskelses fanatisme. I sin nærmest kierkegaardske jakt på å forstå objektet for sin kjærlighet, dette fortryllende Høyeste vesen, og i samme åndedrag kanskje også forstå en flik av seg selv, må fortelleren kaste lys over den tunge skygge som diktatoren kaster over dem begge. Kjærligheten deres åpner en glipe inn til verdenshistorien, og i spenningsfeltet mellom de to folder noe i nærheten av århundrets kjærlighetshistorie seg ut. Romanene til Madame Nielsen er solgt for utgivelse til det meste av Europa og i USA, og hun er hele tre gange blitt innstilt til Nordisk Råds Litteraturpris. Etter skjebneromanen "Den endeløse sommeren" (2015) og dannelsesromanen "Invasjonen" (2016) kommer nå, som en naturlig forlengelse av disse, kjærlighetsromanen "Det høyeste vesen", hvor Madame Nielsen for alvor står fram som den store romantikeren hun er.

«Hvordan kunne jeg fatte det som skjedde i Europa akkurat nå, hvordan kunne jeg ikke bare selv begripe, men gripe det og - på en helt annen måte enn noen journalist - gi det tilbake til verden og tiden som noe formulert: Vår Tid som fortelling?» En sen og regnfull ettermiddag på høsten 2015 stiger Madame Nielsen ut av en personbil fullstappet med pappesker, vannflasker og sandwicher, ser bilen kjøre bort og er plutselig alene i utkanten av en gresk landsby knapt ti kilometer fra grensen til Makedonia. Her begynner hennes europeiske dannelsesreise; som siste turist i Europa vil hun vandre over alle grenser fra det ruinerte Syden, og «by the way», tilfeldigvis følge de veiene og stiene som flyktningstrømmen følger, til kontinentets nordlige tupp, la oss kalle det The Land of DKay. Madame Nielsen leverer med "Invasjonen" en fortelling som i aller høyeste grad makter å problematisere aktuelle samfunnsforhold og behandle dem litterært, på sin helt særegne flanerende måte, i setninger som flyter i takt med strømmen hun følger, med treffende og rørende observasjoner av mennesker og de statistrollene de har menneskelige drama. Madame Nielsen (f. 1963) har tidligere gitt ut rekviemet "Den endeløse sommeren" på Pelikanen forlag (2015).

“Hvordan kunne jeg fatte det, der skete i Europa lige nu, hvordan kunne jeg ikke blot selv begribe, men gribe det og - på en helt anden måde end nogen journalist - give det tilbage til verden og tiden som noget formuleret: Vor Tid som fortælling?” I det sene efterår i det for os alle så skæbnesvangre 2015 beslutter Madame Nielsen at foretage en klassisk europæisk dannelsesrejse, at vandre fra det gamle Hellas over alle grænser op gennem Europa til Danmark, og, “by the way”, tilfældigvis følge de veje og stier, som flygtningestrømmen følger. En dannelsesroman om Europa og europæeren - den udvandrende og den invandrende - som noget, der aldrig har været, men først nu, ord for ord, skridt for skridt, er ved at komme til verden. Baseret på den virkelige historie om en kvindes grænseoverskridende vandringer i flygtningestrømmen

Et knippe skjebner ført sammen på et landsted på Fyn er utgangspunktet for denne fortellingen som arresterer tiden, kjærligheten og sommerens gylne, stille øyeblikk. Her møter vi den vakre aristokratiske moren og den portugisiske ynglingen hennes elsker og senere mann, den store altoverskyggende kjærligheten. Her finner vi jenta og de to guttene den velskapte og tiltaksløse, og ikke minst den spede, vare med de fine trekkene, jentas kjæreste som senere skal bli en gammel kvinne, men ennå ikke vet det, han, hun som skal bli fortelleren av denne historien om "Den endeløse sommeren" og de mange liv som skjebnen vevde sammen i sitt nett på "den hvite gården". "Den endeløse sommeren av Madame Nielsen er en litterær oppdagelse. Som leser ble jeg bergtatt av fortellingens flyt, kløkten og viddet til denne fortryllende fortelleren, som presenterer sine skjebnehistorier med en stemme som er like tidløs som den er merket av dyp innsikt i samtiden. Som forfatter misunner jeg Nielsen denne mesterlig skrevne teksten, hennes presisjon og fryktløse presentasjon av tilværelsens bittersøte melankoli. Romanen hennes er en endeløs sommer av tapt håp som jeg vil oppsøke igjen, gang på gang." Sjón, islandsk forfatter "En usedvanlig og rørende roman om kjærligheten, døden, tiden og skjebnen - den sjeldne, lysende skjebnen og den som bare fører mennesker lengre inn i den småborgerlige tristessen. Man ler og gråter, man overraskes og vekkes og må under lesningen fullstendig gi seg hen til Madame Nielsens virtuose skrift. [...] "En roman så rik og kompleks, at ingen gjenfortelling kan yte den rettferdighet" Statens Kunstfond i Danmark i sin motivering for premiering av Den endeløse sommeren "Den for offentligheten hittil ukjente Madame Nielsen har skrevet en aldeles bedårende bok, jeg er ganske henført." Lillian Munk Rösing, Politiken Den endeløse sommeren er Madame Nielsen (f.1963) sin første bok på Pelikanen forlag.

Den endeløse sommer er en roman om en gruppe vidt forskellige mennesker og en helt særlig sommer. "Og hver morgen, og hver morgen en anelse senere, så at dagen begynder at hælde, og »den endeløse sommer« sitrende sættes i skred, træder moren ud fra soveværelset i modlyset fra det østvendte vin- due, i sin badekåbe og det lange elfenbensfarvede hår redt bagud og samlet stramt i en hestehale med det dyndgrønne hårbånd og sønderbidte læber og et blik, der stråler, ikke »vildt«, snarere galt eller chokeret, men hverken over den portu- gisiske yngling eller over sig selv, men rystet over lidenskaben, at den kan være så voldsom, fortæ- rende, at den bliver kødædende, kannibalsk. Og bag hende, som en skygge der rejser sig, kom- mer han, den bare sytten- eller nittenårige portu- gisiske yngling, manden, der er skyld i og har gjort alt dette, de ikke kan sige, skamløst, tavs, stolt skridende ned ad trappen og ind i køkkenet, nu næsten og kun akkurat næsten smilende på den måde og med den selvsikre maskuline fryd, kun en sydeuropæer, um homen machão, kan have. Og de andre ser på ham, og han ser dem i øjnene, og det er dem, der er nødt til at smile og derefter, hurtigt, (smilende) se væk".