I de tre fortællinger i Ved sydskrænten – kortromanen ”Ved sydskrænten” (1911) og de to noveller ”Pinserus under krigen” (1916) og ”Ilddåben” (1917) – er vi som altid hos Eduard von Keyserling i en adelig miniatureverden, hvor det sørgelige og det sødmefulde går hånd i hånd og den dekadente adelige idyl synes uforanderlig. Men under den døsige stilstand af spadsereture på alléer, jagtselskaber, tennisbaner og punktlige måltider lurer længslen efter den slags heftige følelser, der så let fører til menneskelig ulykke. I ”Ved sydskrænten” er den unge Karl Erdmann von West-Wallbaum, nyligt forfremmet og fuld af veltilfredse løjtnantsfølelser, vendt hjem til familiens gods for at holde sommerferie. Han glæder sig til at slappe af og blive forkælet og måske endda forsøge sig med en kærlighedsaffære med den forførende – og fraskilte – Daniella von Bardow, der desværre, ak!, mest ser ham som en veninde eller søster. Og som ikke kun han, men alle mændene fortrylles af; særligt huslæreren Aristides Dorn. Alle er glade for at se Karl Erdmann, men som han falder ind i sommerens rytme, mærker han en vis trivialitet og klaustrofobi skvulpe rundt i familielykkens bløde, behagelige boble. Sommeren forløber forudsigeligt og roligt, men i de sene nattetimer rumsterer længslerne, og nætterne fyldes med gråd, ligegyldighed, afvisninger, jalousi og forstilte følelser. Og så er der også det med duellen, som venter forude … hvor også en større tragedie venter. I bogens to kortere fortællinger vender en soldat hjem fra 1. verdenskrig til sin meget yngre kone, som fjernt fra krigens gru længes efter romantiske fornøjelser med yngre og mindre alvorsfulde mænd; og en nyslået løjtnant får et berusende kærlighedseventyr med en femme fatale, der nær fører til en dødelig jagtulykke. ”I teatre og i bøger og den slags tilsætter man gerne en smule død som krydderi,” lyder det i titelfortællingen, og således tilsættes den adelige behagelighedsboble også sit krydderi i alle tre fortællinger; verdens tummel trænger sig på. Eduard von Keyserling er en af tysk litteraturs førende skildrere af adelens dæmrende undergang før 1. verdenskrig, og forfattere som Thomas Mann, Herman Bang, Robert Walser, Rainer Maria Rilke og Florian Illies har beundret ham. Keyserling er blevet kaldt den oftest glemte store europæiske forfatter – og den oftest genopdagede. Også i Danmark er han de senere år blevet genopdaget med Bølger (2021) og Lumre dage (2022), der var både anmelder- og salgssucceser. Eduard von Keyserling (1855-1918), tysk-baltisk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod.
