En afsidesliggende badeby et sted ved Østersøen og dens maleriske klitter er skuepladsen for den tragiske kærlighedsroman og sædeskildring Bølger (ty. Wellen, 1911). Tragediens ingredienser består af en dekadent adelsfamilie; Doralice, en gudesmuk grevinde, der er løbet bort fra sin mand og nu er gift med en kunstner af bondeslægt; en besynderlig pukkelrygget outsider, der opfører sig som en art dukkefører for de andre karakterer, midt blandt alle sommerens flimrende solnedgange, forførende skumringstimer og lysende farvespektakler; sand glitrer i aftensolen, solskin sitrer på vandet, overalt funkler og skinner det. Og overalt er der tegn på forfald og degeneration i det blå blod. Mens generalinde von Palikow er familiens skarpsynede og kyniske overhoved, er hendes datter jaloux og livsuduelig, hendes svigersøn notorisk utro. Og den unge generation er overspændt, nervøs, sværmerisk. De tre børnebørns ydre – bleg hud, sygeligt forfinede træk – siger det hele: Den ældste, Lolo, svælger i sine forestillinger om kærlighedens rus, og drengen Wedig er – i hvert fald ifølge sin mor – så svagelig, at han end ikke kan gå i vandet, og lider under alt det, der forekommer ham banalt og hverdagsagtigt. Netop det kendetegner Bølgers dekadente adelstand: De skyr det hverdagslige og jager i stedet det ophidsende, det exceptionelle, den erotiske oplevelse, flygter ind i fantasien og erindringen. Som Lolos flotte forlovede, kavaleriofficeren Hilmar, der søger det ekstatiske øjeblik, og Doralice, der kæmper imod hverdagens og mandens kartoffelsuppe og klodsede møbler og i stedet skaber sig sin egen verden af drømme, minder og længselsfulde håb. Hun er handlingens omdrejningspunkt: Med sine skæbnesvangre og lidt for røde læber tryllebinder hun både mænd og kvinder, imens hun kæmper for selvbestemmelse og sætter spørgsmålstegn ved den patriarkalske samfundsorden og de herskende normer. Bølger er filmatiseret flere gange, og modeskaberen Karl Lagerfeld, en af Keyserlings mere prominente fans, iscenesatte den i 2007 som fotografisk love story med Claudia Schiffer som Doralice. Blandt Keyserlings fans er også Herman Bang, der i 1912 skrev en anbefaling af bogen i tidsskriftet Die neue Rundschau; det blev noget af det sidste, Bang skrev før sin død. Bangs tekst har ikke tidligere været udgivet på dansk, men er oversat og brugt som efterord til denne udgave. Eduard von Keyserling (1855-1918), tysk forfatter og dramatiker. Efter spredte, afbrudte studier forvaltede Keyserling slægtens godser i Kurland, i dag en del af Letland. Han kom siden til München, hvor han blev en af byens fremmeste bohemer. Han led allerede på det tidspunkt af syfilis, der med tiden kostede ham synet, og pådrog sig desuden en invaliderende rygmarvslidelse. De sidste år tilbragte han med at diktere romaner om adeligt forfald til sine to søstre, der boede sammen med ham i den lejlighed, som han knap nok forlod. Er blevet kaldt den oftest glemte store europæiske forfatter – og den oftest genopdagede. Bølger regnes blandt hans absolutte hovedværker. ”Hvor er det dog en smuk og ægte bog.” -Herman Bang ”Læs hans nyeste roman, den er usædvanligt smuk og meget sigende for hans fornemme definitive måde at se og se til på.” - Rainer Maria Rilke ”En af de store anti-utopister i tysk litteratur i tiden før første verdenskrig.”-Florian Ilies ”De sande mestre spiller nødigt mestre. De er det bare – basta!” - Robert Walser ”Han vil for altid være elsket.” - Thomas Mann ”En helt igennem sanselig bog, en dejlig kærlighedshistorie.” -Marcel Reich-Ranicki
